Blog

I weekenden havde GrejFreak inviteret til fødselsdag! Sidste år blev de 10 år og det var en stor succes. Derfor valgte de at gentage succesen, selvom de denne gang “kun” blev 11 år. Så lørdag puttede jeg mine to ældste børn og mit yngste barnebarn ind i bilen, og så kørte vi ellers til Viby J. Solen stod højt på himlen, som var blå som det smukkeste Middelhav.

Først skulle plænen med telte selvfølgelig inspiceres af yngste skud på familiestammen! Der var nogle FEDE telte i “udstillingsparken”. Nordisk teltene er vildt flotte – og Tentipi har også nogle ret spektakulære telte, som jeg bestemt godt gad eje!

Og så var vi alle vel lidt småsultne, da klokken var gået hen og blevet lige godt frokosttid. Og så var det jo en fornøjelse at kunne gå forbi Thomas Ditlevs pavillon og få en lille dådyrs-hapser. Villum ville bare ha’ kød, så han fik en or’nl’ (=alt for stor) bid kød, som han så ellers gik og tyggede på den næste halve time. Vi andre fik de lækreste dådyrs-snacks “mit alles drum und dran”: hjertesalat, dådyr-bov, æbler, rødløg, spidskål, persille og hot chilisovs!

Så gik turen ellers rundt på pladsen for at hilse på de skønne mennesker hos GrejFreak og udstillerne/leverandørerne.

Benni fra Moalem Trading stod her med de fede rygsække fra Savotta og selvfølgelig også med Scho-ka-kola, min foretrukne “jagt-chokolade”! 🙂

Jeg hilste også på Dennis fra Vortex og hilste på hos Peltor. Der var gode tilbud alle vegne, både inde og ude, ligesom der også var et par konkurrencer.

Og selvfølgelig skulle “udflugten” sluttes af med en grillpølle og en god øl! Det blev alt i alt en rigtig god dag med familien. Måske bliver det en sommertradition, hvis ellers GrejFreak synes det skal være en tradition at afholde fødselsdag 🙂 I givet fald, ja så ses vi næste år på Gunnar Clausens Vej i Viby J.

Knæk og bræk,
Freya

 

…eller rettere – det gjorde den allerede i går, men der var jeg ikke ude. Til gengæld er vi nu på vej til Samsø, hvor vores gode venner har inviteret på bukkejagt og hyggelig bededagsweekend.

Bilen er pakket godt op, ammunitionen er ladet og klar. De vandtætte Dexshell strømper er pakket ned også, alt det gode tøj og et par håndvarmere fra Nordic Heat. Det bliver vådt og koldt i dag, men vi klarer den og bliver jo varme igen, når vi kommer ind i aften.

Jeg glæder mig helt vildt. Det er mit første år med en fuld bukkesæson og riffeltegn og der har været nedtælling til den helt store guldmedalje. Jeg har brugt oceaner af tid på skydebanen og min Ruger M77 MKii er skudt ind på 100 m og testet af med lyddæmper fra Sonic Nielsen.

De pink ørebøffer ligger hjemme, dem er der ikke brug for. Lyddæmperen tager det meste, og mit nye in-ear høreværn fra Audiovox tager det sidste. Og de hjælper mig til at høre selv de små lyde, jeg gerne vil høre.

Vi føler os meget privilegerede, at have muligheden for at komme på jagt på Samsø! TAK fordi I vil ha’ os, Lone og Jens Jakob 🙂

Fortsættelse følger…

Knæk og bræk
Freya

Her mellem jagtsæsonerne er det tid til at kigge tilbage på efterårets og vinterens udfordringer – og løsninger på disse!

Jeg har i vintersæsonen haft fornøjelsen af en del af produkterne fra Nordic Heat. Jeg kan uden at blinke sige, at jeg ville have haft en udfordring på de kolde dage, hvis jeg ikke havde haft Nordic Heat med på sidelinjen!

Jeg er en frossenpind! Jeg har altid været hende, der frøs tæerne og klaprede tænder, bare jeg tænkte på at skulle ud en kold vinterdag. Altså bortset fra da jeg var barn, hvor jeg bare blev blå og måtte tøs op på radiatoren, fordi jeg elskede at være ude.

YEAH – der kom en pakke!

Jeg var vældig forventningsfuld, da jeg fik en pakke ind ad døren i slutningen af oktober (2018). Heri lå et baselayer/langt undertøj, Hybrid luffer, varmesåler, varmesæde og selvfølgelig tilhørende batterier til de forskellige dele.

Den 2. november havde jeg fornøjelsen af at tage det i brug for første gang, da vi deltog i en af Danmarks Jægerforbunds nyjægerjagter. Og min glæde var kæmpestor, da jeg tydeligt kunne mærke, hvor meget jeg blev holdt varm undervejs. Siden denne jagt har jeg altid og uden undtagelse Nordic Heat med mig, når jeg skal på jagt og jeg forventer kølige temperaturer!

På fællesjagter står man typisk stille længe af gangen. Man følges ad i flok ud på den enkelte såt, hvor hver jæger bliver sat af på sin post. Her står man så, mens hundene og klapperne går gennem såten. Kommer der dyr, får man hurtigt varmen på helt naturlig vis, når adrenalinet skyller gennem kroppen. Men resten af tiden, eller når man ikke har noget for – ja, så står man stille og på kolde dage kan man virkelig blive rigtig kold!

Sidder du på anstand og venter, hvad enten det er i et skydetårn, i en stige eller på jorden, kan kulden også lynhurtigt blive et problem. Stalker du, er det nemmere at holde sig varm. Men er det koldt nok, kravler kulden helt sikkert ind under huden på dig alligevel.

Det starter med tæerne!

Typisk starter det for mig med tæer og fingre, og langsomt forplanter kulden sig, så jeg ryster som et espeløv, mens jeg står og forsøger at holde koncentrationen. Det kan godt være en ret svær øvelse! Især efter noget tid, hvis jeg så er heldig at have noget for… for kan mine fingre så det, de skal? Det har en enkelt gang afholdt mig fra at trykke på aftrækkeren, at mine fingre føltes som is!

Så at få Nordic Heat med mig har været en velsignelse af de helt store! Det har gjort, at jeg altid har varme hænder, varme fødder og at min krop er varm, hvor jeg har brug for det.

Produkterne

Baselayer, som består af en langærmet bluse og et par lange underbukser/gamacher har lommer til batterierne, og du kan have dit sædvanlige jagttøj udenover. Her sikrer jeg mig, at kroppen er varm og at jeg ikke bliver “angrebet” af kulde, som får kroppen til at skælve og tabe fokus og koncentration! Varmezonerne er placeret på de “gode” steder, altså i nakke og lænd, mave, baller/lyske og knæ. Varmen kan reguleres i 3 trin, lav, mellem og høj. Vælger jeg lav, bliver jeg ikke kold og batteriet holder ca. 5 timer. Jeg vælger dog oftest at sætte den til mellem, hvorved batteritiden bliver lavere.

Varmesåler, som fås i to størrelser og klippes til, så de passer til dine sko/støvler og som sørger for at holde dine fødder og tæer varme! Varmesålerne er noget af det allervigtigste for mig, da min følelse af at være forfrossen oftest starter i tæerne og fødderne. Jeg kommer aldrig til at tage på jagt om vinteren uden varmesåler!
Der skal tilkøbes et batteri, som i dette tilfælde også kan fungere som håndvarmere og kan ligge i lommerne. Du kan også vælge at bruge din egen 5V powerbank!

Hybrid lufferne er fede, men der gik en rum tid, inden jeg gjorde brug af dem. Jeg valgte selv, at det skulle være luffer og ikke handsker, men jeg syntes alligevel de virkede store og klodsede. Derfor gik der tid med kolde fingre! Også på min tur til Tyskland frøs jeg virkelig fingrene pga temperaturer lige over frysepunktet og regn! Først i januar måned fik jeg dem med – og jeg har fra den dag ærgret mig over, at jeg ikke fik dem i brug tidligere! Jeg tog dem med på en jagt i Nordjylland midt j januar, hvor der var virkelig koldt! Jeg havde mine tynde jagthandsker på – og valgte at tage mine vanter udenpå handskerne! Og pludselig gav det så meget mening for mig. Der er nemlig plads til handskerne indeni! Og med lynlåsen yderst i vanterne kan jeg åbne og stikke fingrene ud. Nu kan jeg også holde varmen i fingrene. Tænk, at jeg skulle bruge så lang tid før den prås gik op for mig!

Husk batterier!

Batterierne skal tilkøbes separat! Husk også, at du altid skal aflade batterierne, når du kommer hjem. Og husk så at lade dem op igen, inden du tager ud på jagt næste gang. Skal du på jagt og være væk nogle dage, så husk en stikdåse, så du kan oplade alle dine batterier. 

Nordic Heat er kommet for at blive – hjemme hos mig i hvert fald! Jeg er virkelig glad for mine forskellige produkter og ser frem til næste vinter, hvor jeg igen kan tage på jagt uden at komme til at ligne Smølfine – blå af kulde 🙂

Lyden af noget, der mest af alt minder om et tilskadekommet dyr fylder rummet i den lille jagtforenings lokaler. Lyden kommer fra et af Henrik Larsens hjemmelavede prædatorkald og jeg er faktisk ret fascineret af det!

En aften i jagtforeningen

I januar måned er Claus og jeg til en spændende aften i en lille jagtforening tæt på, hvor vi bor. Her er vi inviteret til en aften med Henrik Larsen, som skal fortælle om hans mange oplevelser med jagt på rovdyr rundt om i verden.

Noget af det, der vækkede vores interesse var, at Henrik har været på jagt efter coyotes i Arizona, en oplevelse, vi også selv har haft så sent som i sommeren 2018. På vores jagter med vores gode ven Scott har vi brugt elektronisk kald – men Henrik bruger hjemmelavede kald til de forskellige prædatorer! Og det er virkelig et trækplaster for især mig, så vi sidder stille på bageste række og lytter til Henriks jagthistorier om coyotes, ræve, ulve, los, guldsjakaler og puma.

I pausen skal vi selvfølgelig op og ha´ fingre i kaldene. Der bliver pustet og blæst – og jeg må bare erkende, at der dælme godt nok skal trænes, hvis det skal lyde som noget som helst, et dyr vil komme ud og kigge efter 🙂 Vi får en god snak med Henrik, som da godt kan huske at have læst min artikel fra MitJagtblad.dk om coyotejagt i Arizona.

Vil selv!

Efter en super spændende aften tager jeg kontakt til Henrik og spørger, om han har lyst til at lære os at lave kald, og en aften i uge 7 kører vi ud og besøger Henrik og hans kone Birgitte. Det er kun Henrik der er hjemme, da vi kommer. Snakken går let og det er en rigtig hyggelig aften. Vi hører historierne bag de trofæer og skind, der er her i huset, vi nusser hundene og snakker om forskellige jagtdrømme.

Og så går vi i kælderen, for nu skal der laves rævekald! Henrik viser os, hvordan vi laver kald af 2 messingkapper og noget gaffatape! Og ja, så ganske simpelt er det. VILDT LET… det svære kommer i at lære at bruge det! Jeg kan sagtens få en “fløjtelyd” ud, men det skal jo gerne lyde som en fugl, der er i knibe, og det er noget, jeg stadig øver mig på!

Henrik laver også forskellige hjemmelavede kald til i horn. Udover at de er virkelig fine – også noget pænere at kigge på end de først – så er de også noget mere avancerede. Vi får kigget nærmere på dem, så vi kan se, hvordan de er lavet, og selvfølgelig skal de også prøves. Se, det her er noget sjovere, for der kan jeg faktisk få lyd ud, der fra start lyder noget som noget, der kan bruges! De kan f.eks. bruges til at kalde både ræv og coyote med, og de kan lave både lyse og mørkere lyde, alt efter hvordan der pustes i det.

Vi får et af Henriks horn-kald med, så vi har noget at arbejde ud fra, når vi skal i gang selv. Vi skal ud og finde noget horn, og så skal vi i gang med at lege! Jeg glæder mig rigtig meget til gode timer med et nyt håndværk – og så glæder jeg mig HELT VILDT til at skulle ud og bruge dem til både ræv og coyote. Sidstnævnt skal selvfølgelig med til Arizona næste gang. Jeg vil glæde mig til at se, om det fungerer bedre end det elektroniske 😉

En hyggelig aften 

Birgitte kommer hjem og så er der friskbagte boller og te! Vi snakker om Henrik og Birgittes mange spændende jagter og jagtoplevelser, og om vores få af samme slags. Det er en helt vildt hyggelig aften, og jeg tænker ikke, det er sidste gang, vi ses over en kop te og god snak om jagt.

Tusind tak for hjælpen og for en rigtig hyggelig aften! Nu skal der øves!!!

Knæk og bræk,
Freya

Jah, tiden er gået og vi fik udnyttet de sidste dage i jagtsæsonen til fulde! Den sidste dag i januar var jeg flad, bare flad! Vi har virkelig været ude i stiv blæst, regn, slud og sne – og i tocifrede minusgrader.

De næste uger vil jeg få samlet op på alle de mange oplevelser, jeg har haft i min første hele jagtsæson. Jeg vil skrive jagtberetninger og jeg vil beskrive det forskellige “grej”/gear, jeg har haft fornøjelsen af at have med ude på jagter.

Jeg glæder mig til at komme til tasterne her på bloggen igen – den har ligget stille alt, alt for længe!

See you soon,
Freya

Her sidder jeg nytårsmorgen… med varm kaffe i kruset og kigger ud på en blæsende 1. januar.

Vi har vel alle vores små ritualer omkring nytår. For os er den 31. december en dag, hvor vi er hjemme – bare Claus og mig. Vi nyder hinandens selskab og drikker bobler, mens vi laver hjemmelavet sushi og taler om året, der er gået. Vi fejrer sjældent nytår til langt ud på natten, til gengæld bruger vi aftenen på at reflektere.

2018 har været et vildt år for mig (og os):

I starten af det gamle år stod jeg i en kæmpe krise, havde sindssygt mange rygsmerter og var virkelig deprimeret og stresset over min situation. Det betød, at jeg i februar tog skridtet hen imod en ny livsstil, som skulle vise sig at gøre både krop og sind rigtig godt. Jeg valgte at skære al stivelse, sukker og mælkeprodukter ud af min kost. Jeg valgte al præfabrikeret mad fra og lavede rigtig mad! Det betød, at jeg tabte 14 kilo og at mine smerter i ryggen stort set er forsvundet, jeg sover fantastisk om natten og mit sind er lyst og glad igen.

Det var også mit første “fulde” jagtår. Året, hvor jeg bestod riffelprøven, nedlagde min første råbuk, begyndte at skrive artikler til Mitjagtblad.dk, og var på en fantastisk jagttur med Zeiss Media Hunt i Tyskland. Jeg har fået jagtvenner fra hele Europa og 2019 kan kun blive et fantastisk år!

2019 – året, der bliver fyldt med det, der gør mig glad!

Ja, her sidder jeg så – nytårsmorgen. Udover min morgenkaffe, har jeg pandekager på tallerkenen (glutenfri og hjemmelavede, selvfølgelig), med nødder, mørk chokolade og økoappelsiner) – og et glas bobler! Det er min tradition for den første morgen i et nyt år. Dagen i går blev brugt på reflektion – dagen i dag skal bruges på at tænke tanker om det nye år.

De sidste måneder i 2018 har jeg brugt meget tid på familien. Vi har haft nogle udfordringer, der krævede vores opmærksomhed, og det har betydet, at jeg ikke har fået det arbejde fra hånden, jeg kunne ønske mig. Det betyder også, at jeg i denne uge skal være dedikeret til planlægningen af det nye år.

Det nye år skal fyldes med fede oplevelser! Vi skal rejse mere, vi skal meget mere ud i naturen – og ud på jagt. Jeg skal skrive mere – langt mere! Ikke bare artikler og blog, men jeg kan mærke, der er mere på vej. Vi må se, hvad det betyder. Jeg har idéer om det, men dem holder jeg lidt på endnu.

Jeg har planer om nogle fede samarbejder, der skal tage afsæt i dette nye år. Jeg er spændt på at se, hvordan det kommer til at se ud!

Mine ture ud i skoven med kvinder skal bredes meget mere ud. Vi har brug for det som kvinder – at komme ud og mærke os selv og fællesskabet! At sidde omkring bålet og tale om livet, at knytte bånd og reflektere – meget mere af det!

Arizona… åh mit Arizona. Vi skal afsted! Vi havde planer, som vi desværre må ændre i. Men jeg kan ikke leve uden at komme et smut over og mærke livet i Arizona og hvem ved, måske også andre steder i den del af USA. Der er allerede en plan for, hvad vi skal… FEDE steder, der skal besøges, og jeg har også en plan for, hvad jeg skal på jagt efter. Og så skal vi selvfølgelig være sammen med vores nære venner/familie.

Mine ønsker for dig

Mine ønsker for dig i 2019 er, at du TØR! At du tør leve dine drømme ud. At du tør lytte ind i hjertet, tør tage stilheden ind og lytte til, hvad dit stille sind og dit troværdige hjerte fortæller dig. At du tør slippe larmen i dit hoved fri ude i naturen og tør give slip på kontrollen. At du tør være dig. At du tør række ud efter naturen og efter en mere troværdig og naturlig måde at leve dit liv på. Tør du?

Jeg tør… jeg gør… og jeg vil! Er du med mig?

Kærlig hilsen
Freya

Lørdag den 30. juni kører vi et smut i Aarhus. Grejfreak har nemlig 10 års jubilæum og de har både gode tilbud, konkurrencer, kagemand og pølser – og så kommer Thomas Ditlev og viser, hvordan man flår og parterer et dådyr og tryller det om til mad!

Thomas er en del af Bliv NaturligVis, et formidlingstilbud skabt i et samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund. Her hjælper frivillige jægere og fiskere og der er en stor videns- og formidlingsbank af undervisningsmaterialer, som hjælper lærerne med at sætte gang i et projektforløb om naturen i klasserne. På den måde kan projektet være medudviklere af børns naturidentitet og naturforståelse, ved at sætte jagt og lystfiskeri på skoleskemaet.

Behøver jeg at sige, at jeg er VILD med det projekt?

Vi har fornøjelsen af at have vores ældste barnebarn den her weekend. Så Nestor, vores guldklump, som lige er blevet 4 år, er selvfølgelig med. For han skal da selvfølgelig se, hvordan et dådyr bliver til mad! Det er væsentligt for os som bedsteforældre, at vi får lov at inddrage vores børnebørn i det natursyn, vi har. Særligt, når de vokser op med, at mormor og morfar går på jagt.

Grejfreak.dk

Grejfreak er en super fin virksomhed, som ligger i udkanten af Aarhus. Selve butikken er ikke stor, men de har utrolig meget på lager. Grejfreak forhandler udstyr og grej til outdoorfolket, til jægere, til spejdere og til militærfolket.

I dagens anledning har de selvfølgelig masser af gode tilbud, og konkurrencer – og nogle af deres forhandlere er til stede og demonstrerer deres produkter. Hele plænen foran butikken er fyldt med telte, forhandlerboder, Hjemmeværnet er på besøg – og så hænger der jo et dådyr!

Vi går lidt til og fra dådyret – Nestor synes det er liiiidt grænseoverskridende, at der faktisk hænger en død bambi, som skal blive til mad. Så vi tager den tid, det tager for ham. Vi går ind og kigger lidt i butikken og Nestor falder (som de andre gange, vi har haft ham med) for knive – og økser til at hugge træ med!

Jeg køber en vildtnet til rådyr – vi har jo stadig et par uger til at få bukken her i bukkesæsonen! Så jeg tænker, vi er nødt til at have et net i den her varme – så vi kan holde fluer og andet ude fra kødet, som jo selvfølgelig snart kommer til at hænge hos os! Claus shopper også lidt, men ærligt, så holdt jeg ikke helt øje med, hvad der røg i posen.

Telte

Jeg er vild med telte… helst telte, man ikke bare skal sove i! Grejfreak har nogle FEDE telte slået op udenfor. Jeg falder pladask for tipierne fra Nordisk, som hedder Alfheim! Fede telte, rummelige og med plads til andet end at sove i det! Jeg forestiller mig fede muligheder for arrangementer ude i skoven, hvor vi kunne have bålsted inde i midten! Det kunne også være et andet tipi-telt (ex. Tentipi Zirkon eller en tipi fra Eagleroad), men i dag er her dem fra Nordisk og de er FEDE!

Der er også mange andre fine telte, som ville være gode! Blandt andet ved jeg, at Nestor og Claus har planlagt at sove ude i haven i nat. Og lige nu har vi faktisk kun et 1-mands telt, og det er skisme lige lille nok! Det finder de nok ud af i aften… men et 2-4 mands telt (gerne fra Nordisk) står også på ønskelisten!

Når et dådyr forlægges

Nej altså, det skal ikke “smides væk”, som når man kommer til at forlægge sine nøgler… Ja, der er dælme mange nye ord og begreber, der skal læres, hvis man ikke ved meget om jagt! Når man forlægger et dyr, så flår man skindet af og parterer det.

Og det er netop det, der er ved at ske med det dådyr, som hænger udenfor Grejfreak. Som sagt er vi gået lidt til og fra, mens dyret er blevet flået. Nu ligger skindet på jorden og Nestor er modig og tør godt røre ved det. Men han vil altså ikke have benet, som Thomas også har skåret af! Det er alligevel lige vildt nok! Han skærer den ene bov af og lægger den over på et bål, som er forberedt til kødet. Og han finder også lige de to små mørbrader, som skal steges med. Nestor bliver mere og mere modig og hjælper med at slæbe brænde til bålet.

Pølse med brød, knald fra Hjemmeværnet og et stykke dådyr

Det er tid til, at “drengene” skal have lidt frokost, så de får sig en pølse med brød. Der er ingen congobajer, men Nestor og morfar deler en vand og her sidder vi ellers og hygger os en stund – inden det igen er Hjemmeværnets tur til at skyde med løs krudt. Det er nogle ordentlige knald, men Nestor synes det er vældig spændende!

Det er ved at være eftermiddag og turen tilbage til Viborg nærmer sig. Vi går lige over og kigger til kødet, som syder og steger henne over bålet. Og så vil vi gerne takke Thomas for at have fortalt Nestor en masse om, hvad der er sket med det dådyr, der nu snart er blevet til mad.

Vi er så heldige, at mørbraderne er færdige. Og vi bliver spurgt, om vi vil smage dem, inden vi kører. Og ja, det tror jeg da nok, vi vil! Det er SUPER lækkert – Nestor er også vild med det – og det giver jo god mening i mit system! For det her er rigtig kød, fra et dyr, som har gået ude. Det har ikke fået antibiotika, er ikke tilsat vand, smag eller andet – det er helt og aldeles rent kød. Så hvis man er kødspiser, bør man faktisk kunne li’ det rene kød (efter min mening) 🙂

Da Nestor om aftenen spørger, om vi skal have dådyrkød til aftensmad, ved jeg bare, at han kommer til at elske, når mormor og morfar har vildt på menuen i fremtiden!

Vi takker Grejfreak for en fantastisk formiddag med masser af gode tiltag og tilbud. Vi glæder os til mange flere besøg i jeres lille butik – og ser frem til et godt samarbejde de næste år.

Kærlig hilsen
Freya

En af vores gode venner i USA hedder Terry og han er ejer af Scottsdale Gun Club i Phoenix, Arizona. En af de største og bedste indendørs skydeklubber i USA.

I takt med, at min interesse for jagt og skydning vokser, vokser også min interesse for at se på, hvordan alting er skruet sammen. Hvorfor fungerer det hele, som det gør? Er det en verden domineret mænd – og er det ikke noget for kvinder? Hvor interesserede er kvinder egentlig i jagt og skydning – og hvorfor? Og hvorfor er der ikke flere kvinder end der er, som har denne interesse eller denne livsstil (som jeg mener det er)? Er det anderledes i f.eks. USA – og hvorfor? Og hvordan fungerer det egentlig med de der skydeklubber? Hvad er det, de kan – og mangler jeg personligt skydeklubber som denne her i Danmark?

Og da vi er i USA – og har en god forbindelse, kan jeg jo lige så godt bruge tiden på at kigge lidt på lige netop det.

På besøg hos Scottsdale Gun Club

Vi aftaler med Terry, at jeg må komme ind og snakke med hans General Manager Ron Kennedy, som også vil vise mig rundt i SGC (Scottsdale Gun Club). Jeg er vildt nysgerrig efter at se andet end butikken, som vi har været i nogle gange. Men hvad er der egentlig ude bagved (til alle sider)? I wanna know 🙂

Kig selv med på videoen herunder og dan dig dine egne indtryk. Ron vidste i forvejen, hvad jeg gerne vil snakke om, så derfor har jeg ikke mange ekstra spørgsmål undervejs. Og så må jeg indrømme, at jeg bliver lidt duperet på min vej rundt. Derfor vil du nok også hurtigt opdage, at mit mest brugte ord i den her video er WAUUW!

Min konklusion så efter denne oplevelse hos SGC?

Jeg er vild med det! Og jeg skriver det lige, som jeg har sagt det mange gange i videoen: WAUUW!!! Fede, ordnede forhold! Super kundeservice! Lækre våben til alle behov, langdistanceskydning, jagt, konkurrenceskydning, beskyttelse – you name it! Alt i lækkert gear! Jeg kunne godt bruge mere tøj – men fordelingen af tøj til mænd og kvinder er egentlig helt okay.

Du kan komme med dine egne skydevåben, som du selvfølgelig skal vise tilladelse til. Men du kan også leje de våben, du ønsker at prøve her på stedet.

Der er gode skydeforhold! Gode sikkerhedsforhold! Professionel tilgang til alt! Titanium lounge – yeah, det gad jeg godt være en del af! Jeg er MEGA fan af SGC og tanken om at have en skydeklubber som denne.

Og så er der masser af undervisning – også til unge skytter, familier og så er der jo Ladies Nights.

Kvinder og våben, skydning og jagt

Ladies Nights hos SGC er ikke til, fordi kvinder her føler sig intimideret af mænd. Her er alle velkommen og alle bliver behandlet lige. Ingen ser ned på nogen, mænd eller kvinder, unge eller gamle, tykke eller tynde. Kvindeaftenerne er til for, at kvinderne kan tage veninderne med og bare have… ja, en ladies night out! Og DET kan jeg li´! Det hører du også i videoen.

Jeg har ikke – aldrig faktisk – været udsat for ikke at føle mig godt tilpas i en jagtforening, skytteforening eller på en jagt. Jeg har endnu aldrig følt mig intimideret eller følt, at jeg ikke frit kunne være der, hvor jeg kom. Min helt personlige holdning til det er, at vi ikke behøver kvindeaftener for at føle, at vi er ok skytter. Vi er gode nok, vi er faktisk ofte endnu bedre skytter end mændene er (sorry guys). Men mange kvinder lader sig intimidere af mændene. Og det synes jeg er ærgerligt. Jeg kan godt li´, når vi kan bruge hinanden på tværs af køn og alder. Jeg har lært allermest af mænd! Og jeg har lært allermest af dem, fordi jeg har været åben, nysgerrig og har ønsket at lære.

Min personlige holdning til det med kvindeaftener mm

Jeg tror – og det er min personlige holdning, som du ikke behøver være enig i – at vi skal passe på med at ville skille os for meget væk fra mændene i det her. Måske er de sommetider lidt mere grove i munden – men det er mænd typisk. Jeg er ikke bange for det og lader mig ikke intimidere af det. Jeg kan godt li´ at være i rum med mænd, fordi jeg sjældent er i tvivl om, hvad de mener, når de siger noget. Det kan jeg til gengæld sommetider være, når det er kvinder.

Jeg er meget fortaler for, at vi kvinder stepper op og tager ansvar i vores eget liv. At vi står ved vores feminine sider og finder ind i vores kvindelige kraft. At vi ikke er bange for at vise vores feminine sider – men også vise, hvad vi kan. Og vi kan sagtens gøre netop det med mænd ved vores side – det ødelægger ikke noget, hvis vi bare er os selv og “står godt” i os selv som kvinder. Og faktisk kan mændene også godt li´ det, når vi bare er os selv og ikke bliver snerpede og lader os intimidere…

Jeg vil også gerne kunne tage mine “ladies” med ud at skyde og bare ha´ en mega hyggelig aften med dem. Så jeg mener bestemt, der er berettigelse for at have kvindeaftener også – men i min optik skal vi kigge på, hvorfor vi ønsker dem 🙂 Og så kunne jeg godt tænke mig skydeklubber i Danmark, som Scottsdale Gun Club – jeg ville elske det!

Jeg håber, du kunne li´ min “lille” video og jeg håber, du har fået noget ud af det.

Kærlig hilsen
Freya

I dag blev dagen! Den dag, hvor jeg fik min første buk – og mit første større dyr i det hele taget! Og den oplevelse vil jeg gerne fortælle dig om her.

Siden den 2. juli har vi været ude stort set hver dag, og nogle gange også 2 gange om dagen. Vi har sovet i naturen og vi har siddet stille i mange, mange, mange timer. Vi har set de smukkeste solopgange og solnedgange. Vi har haft de mest fantastiske oplevelser, hvor vi har set råer, rålam, bukke, ræve og ræveunger, kronvildt og harer.

Naturen som healer og hvorfor jeg er jæger

For mig handler jagt ikke bare om at skyde noget. Det handler om at være i naturen, at være med naturen, om livet i naturen – det handler om at finde fred herude, hvor der er ro! Hvor der ikke er en computer eller en telefon (der ikke er på lydløs), hvor der er ikke noget vasketøj eller en støvsugning, der venter. Herude er det bare mig og naturen. Det er helende for min krop og for mit sind. Alle mine sanser bliver skærpede – og alt crap forlader mit system.Herude kan jeg sidde i mange timer og bare være stille med mig selv og det, der er omkring mig.

Jagt handler ikke bare om at skyde noget. Det handler om at være i og med naturen. Og det handler også om, at jeg gerne vil vide, hvor min mad kommer fra! At jeg har taget et aktivt og bevidst valg om, at jeg ønsker at hente så meget mad jeg kan i naturen. Jeg er nemlig – som mange andre – ikke tilhænger af slagteindustrien. Jeg tror på, at vi bør forsyne os selv fra den natur vi lever i.

Tilbage til denne morgenstund

Vores vækkeur ringer kl. 03.15. Vores ting er pakkede, så vi skal bare lige gnide søvnen ud af øjnene, have tøj på, lave morgente til at tage med og pakke det sidste ud i bilen. Og så er vi afsted kl. 03.50. Det drypper lidt fra oven, da vi kører hjemmefra, måske får vi lidt regn. Det vil bestemt ikke gøre noget, men vejrudsigten for vores jagtområde fortæller ikke noget om regn, så vi kan kun håbe, der kommer lidt. Vi kommer derud, tager rygsækkene på ryggen og jeg tager min riffel over skulderen. Allerede efter et par skridt ser vi den første rå med hendes lam i et levende hegn. Dagen er startet og solen er ikke engang stået op endnu!

Cirka 100 meter længere henne, kigger jeg ind til højre, hvor der er en lille plantage – der kigger endnu et dyr frem. Men jeg når ikke at se, om det er en rå eller en buk… men det er skønt at se, at der er liv. Vi krydser ind over marken og går i sporet for ikke at træde kornet ned. Her ser vi endnu en rå, der springer hen over marken. Wauw, hvor en morgen!

Vi sætter os til rette i et levende hegn, midt mellem to marker. Vi har set rådyr på begge stykker de tidligere dage og tænker, det er fint at sidde lige her med udsigt og muligheder ud over begge marker.

Min spotter

Claus (min mand) er min spotter og den bedste af slagsen! Han skulle også have været til riffelprøven sammen med mig i april, men pga en udsendelse med Forsvaret, blev det udsat til august. Så her i bukkesæsonen er han den, der hjælper mig med at se dyrene med øjne, der kan zoome lidt mere ind end vores egne.

Det er en fin morgen! Der er lidt skyer på himmelen, og da solen står op kl. 04.49, er den glødende rød og virkelig smuk. At få lov at sidde her og nyde sådan en smuk solopgang med den man elsker, er jo næsten magisk! Jeg sidder med ryggen mod øst, men vender mig af og til, kigger ud over den anden mark og tager billeder af den fine solopgang. Claus spotter to dyr, der kommer fra øst og bevæger sig hen mod den mark, jeg sidder og kigger ud over. De går ind mellem træer og buske, og jeg ser dem ikke komme ud på den anden side. Men alt er godt. Der går vel en halv times tid, hvor jeg bare nyder naturens lyde og bevægelser. Vi drikker vores varme te og ser solen rejse sig på himlen og varme os og markerne op.

Pludselig hvisker Claus: “Der kommer to dyr – den ene er en buk”. Jeg vender mig rundt mod sydøst for at se dem, og ganske rigtigt – gennem kikkertsigtet kan jeg se dem. Måske er det dem, han også så tidligere. Det ser ud til at være en gaffelbuk. Jeg vender min stol helt rundt og mens vi sidder og nyder synet af de to dyr, der går og græsser nogle hundrede meter væk, maler solen himlen rød. Wauw, hvor en morgen!

Efter regn kommer…

Det begynder at regne lidt, men solen fortsætter ufortrødent med at skinne lavt på himlen. Det er virkelig en fin morgen! Der kommer ikke meget vand, men det regner i cirka et kvarters tid, og bagefter får solen atter magten og lyser himlen op i røde farver.

De to smukke dyr går der stadig og vi iagttager vi dem længe! Jeg synes, de går lidt for langt væk, så vi sidder bare og nyder synet af dem, mens de bevæger sig rundt. Her sidder vi i godt en time og da jeg næsten er ved at opgive troen på, at de kommer nærmere, begynder de at bevæge sig over mod den mark, som vi sidder og spejder ud over.

Endelig! De går langsomt ind på marken – kornet er højt og jeg kan ikke se dem nok til, at det vil være rigtigt at skyde. De bevæger sig langsomt, spiser lidt, går lidt, løfter hovedet, sænker hovedet og spiser lidt igen…

De kommer ind på cirka 60 meter – og nu kan jeg se ham nok, når han står med hovedet løftet. Jeg holder mig klar… han rejser vel hovedet op igen før eller siden, tænker jeg. Jeg afsikrer… sekunderne går, mens han bevæger sig og spiser. Og så løfter han hovedet… og jeg skyder.

Når adrenalinen racer, foregår alt i slowmotion

Det er lidt, som om alting foregår i slowmotion her fra… Jeg ser, han bliver ramt. Hun reagerer ikke rigtig, udover at løfte hovedet. Han ryger lidt op og løber ca. 30 meter mod syd og falder i kornet. 6-7 sekunder går der, fra lunge er ramt og hjertet strejfet – til alt er stille. Han anede ikke, hvad der ramte ham – og det er netop sådan, jeg ønsker det skal være. Ingen stress, ingen lidelse.

Vi bliver siddende lidt. Råen går hen til ham og kigger ganske kort – og går så videre. Det gør sgu lidt ondt. Det er vigtigt for mig, at hun får hun muligheden for at se, at han ikke er der længere, inden hun går videre hen over kornet og fortsætter ud på marken ved siden af.

Efter godt 5 minutter går vi hen og finder ham. Og dér ligger han for mine fødder. Min puls er stadig høj og adrenalinet flyder endnu.

Taknemmelighed

Det her er ikke ligemeget – det har stor betydning og har for altid sat sit præg på mig. Jeg sætter mig ned ved siden af ham og tårerne strømmer ned over mine kinder. Jeg har valgt at gøre det, jeg inderst inde tror mest på i forhold til hvor vi får vores mad fra og naturens bæredygtighed. Men det rører mig jo dybt inden i alligevel.

Jeg har ikke skudt denne buk for trofæets skyld, ikke fordi jeg ville slå ihjel – men for at putte kød i fryseren i stedet for at købe det i supermarkedet eller hos slagteren. Her er til mange, mange måltider. Der er ingen stalde med for lidt plads, ingen antibiotika, ingen stress, ingen slagtehaller… Den her buk har gået ude i naturen hele sit liv og nydt det. Det er for mig helt rigtigt.

Han er SÅ smuk! En smuk 6-ender, flot i farven, og han virker robust og stærk. Inden jeg gik over til ham, har jeg plukket nogle grene af en busk, så jeg kan sende ham afsted på den sidste rejse med det sidste måltid. Jeg sidder længe her hos ham, bare med min hånd på ham, inden jeg kan gøre meget andet. For mig er det her forbundet med rigtig mange følelser. Jeg er meget ydmyg og dybt taknemmelig over, at han ligger her – og jeg er overvældet og meget rørt over, at have taget et liv fra naturen. Men jeg ved, at jeg har gjort det med stor respekt og det er vigtigt for mig.

Et smukt dyr blev taget fra et
smukt sted på vores grønne jord.
Glæden, taknemmeligheden, adrenalinet
– og så det strejf af sorg, der skyller ind over mig…
og herefter klarhed over vores plads på jorden
og en følelse af at finde fred med det hele.
En dag og et liv, der var værd at leve!
En dag, jeg aldrig glemmer og en dag,
der altid vil stå helt klart i både krop og sind.

Når man kan skyde en buk, skal man også kunne bære ham

Efter cirka et kvarter bærer jeg ham op i det levende hegn, hvor jeg brækker ham, dvs. vi tager alle indvoldene ud, da de ellers kan gøre skade på kødet. Jeg kan se på hans organer, at han ikke bare er en stor og fin buk, men også sund og rask.

En af vores gode venner kommer ned og hjælper mig. Jeg har brug for at være sikker på, at jeg har gjort det hele rigtigt. Han hjælper lige til med det sidste, og har en bærerem med, jeg kan låne. Vi får benene samlet og sat remmen på. Vi pakker vores ting sammen, jeg smider riflen på skulderen – og jeg har en buk på den anden skulder. Jeg har et motto om, at hvis jeg vil skyde – må jeg også bære. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg får det til at fungere, når jeg en dag skyder et krondyr!

Claus tager min rygsæk – og det er nok meget godt 🙂 Vi går de cirka 500 meter gennem marken tilbage til bilen, og får ham lagt op i bagagerummet.

Jeg har min lille lommelærke med, som jeg har fået af Claus, inden jeg skulle op til haglskydeprøven. Den er udformet som et hjerte og er bare SÅ fin, feminin – og lige mig! Jeg har fyldt den op med min yndlingswhisky, som har været gemt til netop denne dag. Og jeg har virkelig brug for den lige nu. Jeg er stolt – og ydmyg! Glad og taknemmelig, og adrenalinet forsøger at lægge sig. En tår af min Dalmore hjælper godt til med det.

Op at hænge

Vi kører afsted og jeg vil gerne køre et smut forbi Kurt – vores gamle jagttegnsunderviser, som vi har et rigtig godt forhold til. Jeg har lovet ham, at jeg vil ringe, når jeg har skudt mit første dyr. Vi vælger at køre forbi ham i stedet.

Han bliver super glad for at se os – og særligt da for at se min buk. Jeg har ikke så meget at holde det op imod, så jeg ved ikke, om han er flot, stor eller godt i stand… Jeg kan se, han er en 6-ender, men ud over det, så har jeg faktisk ikke helt fornemmelsen af, om han er stor eller ej.

Kurt vil gerne hjælpe mig med at forlægge min buk (flå skindet af) og hans kone Herdis vil gerne hjælpe mig med at partere den, så jeg kan det til næste gang. Vi får derfor lov til at lade ham hænge hos dem til i morgen. Kurt siger til mig, at jeg da ikke selv kan få ham op at hænge, så Claus skal nok hjælpe mig. Jeg er hamrende stædig, hvis du skulle være i tvivl! Jeg har båret ham hele vejen ude fra marken og jeg ved, han er tung!!! Men op, det skal han – og jeg skal nok selv gøre det!

Jeg samler alle kræfter sammen og løfter ham – helt op, så han hænger! YES! Jeg havde ikke lige tænkt på, at veje ham inden, så vi må lige have ham lidt ned igen, så Claus kan veje ham. 19 kilo brækket buk… han er en stor, fin buk!

What a day

Jeg kan næsten ikke gå fra ham… men det er jeg jo nødt til. I morgen kommer vi tilbage og skærer ham ud til mange lækre og nærende måltider til os og familien.

Klokken er ikke engang 12 endnu, og meget mere godt venter mig i dag! Det fortæller jeg om senere, det her indlæg er vist blevet langt nok 🙂

TAK for et FLOT dyr!

Kærlig hilsen
Freya