I dag blev dagen! Den dag, hvor jeg fik min første buk – og mit første større dyr i det hele taget! Og den oplevelse vil jeg gerne fortælle dig om her.
Siden den 2. juli har vi været ude stort set hver dag, og nogle gange også 2 gange om dagen. Vi har sovet i naturen og vi har siddet stille i mange, mange, mange timer. Vi har set de smukkeste solopgange og solnedgange. Vi har haft de mest fantastiske oplevelser, hvor vi har set råer, rålam, bukke, ræve og ræveunger, kronvildt og harer.
Naturen som healer og hvorfor jeg er jæger
For mig handler jagt ikke bare om at skyde noget. Det handler om at være i naturen, at være med naturen, om livet i naturen – det handler om at finde fred herude, hvor der er ro! Hvor der ikke er en computer eller en telefon (der ikke er på lydløs), hvor der er ikke noget vasketøj eller en støvsugning, der venter. Herude er det bare mig og naturen. Det er helende for min krop og for mit sind. Alle mine sanser bliver skærpede – og alt crap forlader mit system.Herude kan jeg sidde i mange timer og bare være stille med mig selv og det, der er omkring mig.
Jagt handler ikke bare om at skyde noget. Det handler om at være i og med naturen. Og det handler også om, at jeg gerne vil vide, hvor min mad kommer fra! At jeg har taget et aktivt og bevidst valg om, at jeg ønsker at hente så meget mad jeg kan i naturen. Jeg er nemlig – som mange andre – ikke tilhænger af slagteindustrien. Jeg tror på, at vi bør forsyne os selv fra den natur vi lever i.
Tilbage til denne morgenstund
Vores vækkeur ringer kl. 03.15. Vores ting er pakkede, så vi skal bare lige gnide søvnen ud af øjnene, have tøj på, lave morgente til at tage med og pakke det sidste ud i bilen. Og så er vi afsted kl. 03.50. Det drypper lidt fra oven, da vi kører hjemmefra, måske får vi lidt regn. Det vil bestemt ikke gøre noget, men vejrudsigten for vores jagtområde fortæller ikke noget om regn, så vi kan kun håbe, der kommer lidt. Vi kommer derud, tager rygsækkene på ryggen og jeg tager min riffel over skulderen. Allerede efter et par skridt ser vi den første rå med hendes lam i et levende hegn. Dagen er startet og solen er ikke engang stået op endnu!
Cirka 100 meter længere henne, kigger jeg ind til højre, hvor der er en lille plantage – der kigger endnu et dyr frem. Men jeg når ikke at se, om det er en rå eller en buk… men det er skønt at se, at der er liv. Vi krydser ind over marken og går i sporet for ikke at træde kornet ned. Her ser vi endnu en rå, der springer hen over marken. Wauw, hvor en morgen!
Vi sætter os til rette i et levende hegn, midt mellem to marker. Vi har set rådyr på begge stykker de tidligere dage og tænker, det er fint at sidde lige her med udsigt og muligheder ud over begge marker.
Min spotter
Claus (min mand) er min spotter og den bedste af slagsen! Han skulle også have været til riffelprøven sammen med mig i april, men pga en udsendelse med Forsvaret, blev det udsat til august. Så her i bukkesæsonen er han den, der hjælper mig med at se dyrene med øjne, der kan zoome lidt mere ind end vores egne.
Det er en fin morgen! Der er lidt skyer på himmelen, og da solen står op kl. 04.49, er den glødende rød og virkelig smuk. At få lov at sidde her og nyde sådan en smuk solopgang med den man elsker, er jo næsten magisk! Jeg sidder med ryggen mod øst, men vender mig af og til, kigger ud over den anden mark og tager billeder af den fine solopgang. Claus spotter to dyr, der kommer fra øst og bevæger sig hen mod den mark, jeg sidder og kigger ud over. De går ind mellem træer og buske, og jeg ser dem ikke komme ud på den anden side. Men alt er godt. Der går vel en halv times tid, hvor jeg bare nyder naturens lyde og bevægelser. Vi drikker vores varme te og ser solen rejse sig på himlen og varme os og markerne op.
Pludselig hvisker Claus: “Der kommer to dyr – den ene er en buk”. Jeg vender mig rundt mod sydøst for at se dem, og ganske rigtigt – gennem kikkertsigtet kan jeg se dem. Måske er det dem, han også så tidligere. Det ser ud til at være en gaffelbuk. Jeg vender min stol helt rundt og mens vi sidder og nyder synet af de to dyr, der går og græsser nogle hundrede meter væk, maler solen himlen rød. Wauw, hvor en morgen!
Efter regn kommer…
Det begynder at regne lidt, men solen fortsætter ufortrødent med at skinne lavt på himlen. Det er virkelig en fin morgen! Der kommer ikke meget vand, men det regner i cirka et kvarters tid, og bagefter får solen atter magten og lyser himlen op i røde farver.
De to smukke dyr går der stadig og vi iagttager vi dem længe! Jeg synes, de går lidt for langt væk, så vi sidder bare og nyder synet af dem, mens de bevæger sig rundt. Her sidder vi i godt en time og da jeg næsten er ved at opgive troen på, at de kommer nærmere, begynder de at bevæge sig over mod den mark, som vi sidder og spejder ud over.
Endelig! De går langsomt ind på marken – kornet er højt og jeg kan ikke se dem nok til, at det vil være rigtigt at skyde. De bevæger sig langsomt, spiser lidt, går lidt, løfter hovedet, sænker hovedet og spiser lidt igen…
De kommer ind på cirka 60 meter – og nu kan jeg se ham nok, når han står med hovedet løftet. Jeg holder mig klar… han rejser vel hovedet op igen før eller siden, tænker jeg. Jeg afsikrer… sekunderne går, mens han bevæger sig og spiser. Og så løfter han hovedet… og jeg skyder.
Når adrenalinen racer, foregår alt i slowmotion
Det er lidt, som om alting foregår i slowmotion her fra… Jeg ser, han bliver ramt. Hun reagerer ikke rigtig, udover at løfte hovedet. Han ryger lidt op og løber ca. 30 meter mod syd og falder i kornet. 6-7 sekunder går der, fra lunge er ramt og hjertet strejfet – til alt er stille. Han anede ikke, hvad der ramte ham – og det er netop sådan, jeg ønsker det skal være. Ingen stress, ingen lidelse.
Vi bliver siddende lidt. Råen går hen til ham og kigger ganske kort – og går så videre. Det gør sgu lidt ondt. Det er vigtigt for mig, at hun får hun muligheden for at se, at han ikke er der længere, inden hun går videre hen over kornet og fortsætter ud på marken ved siden af.
Efter godt 5 minutter går vi hen og finder ham. Og dér ligger han for mine fødder. Min puls er stadig høj og adrenalinet flyder endnu.
Taknemmelighed
Det her er ikke ligemeget – det har stor betydning og har for altid sat sit præg på mig. Jeg sætter mig ned ved siden af ham og tårerne strømmer ned over mine kinder. Jeg har valgt at gøre det, jeg inderst inde tror mest på i forhold til hvor vi får vores mad fra og naturens bæredygtighed. Men det rører mig jo dybt inden i alligevel.
Jeg har ikke skudt denne buk for trofæets skyld, ikke fordi jeg ville slå ihjel – men for at putte kød i fryseren i stedet for at købe det i supermarkedet eller hos slagteren. Her er til mange, mange måltider. Der er ingen stalde med for lidt plads, ingen antibiotika, ingen stress, ingen slagtehaller… Den her buk har gået ude i naturen hele sit liv og nydt det. Det er for mig helt rigtigt.
Han er SÅ smuk! En smuk 6-ender, flot i farven, og han virker robust og stærk. Inden jeg gik over til ham, har jeg plukket nogle grene af en busk, så jeg kan sende ham afsted på den sidste rejse med det sidste måltid. Jeg sidder længe her hos ham, bare med min hånd på ham, inden jeg kan gøre meget andet. For mig er det her forbundet med rigtig mange følelser. Jeg er meget ydmyg og dybt taknemmelig over, at han ligger her – og jeg er overvældet og meget rørt over, at have taget et liv fra naturen. Men jeg ved, at jeg har gjort det med stor respekt og det er vigtigt for mig.
Et smukt dyr blev taget fra et
smukt sted på vores grønne jord.
Glæden, taknemmeligheden, adrenalinet
– og så det strejf af sorg, der skyller ind over mig…
og herefter klarhed over vores plads på jorden
og en følelse af at finde fred med det hele.
En dag og et liv, der var værd at leve!
En dag, jeg aldrig glemmer og en dag,
der altid vil stå helt klart i både krop og sind.
Når man kan skyde en buk, skal man også kunne bære ham
Efter cirka et kvarter bærer jeg ham op i det levende hegn, hvor jeg brækker ham, dvs. vi tager alle indvoldene ud, da de ellers kan gøre skade på kødet. Jeg kan se på hans organer, at han ikke bare er en stor og fin buk, men også sund og rask.
En af vores gode venner kommer ned og hjælper mig. Jeg har brug for at være sikker på, at jeg har gjort det hele rigtigt. Han hjælper lige til med det sidste, og har en bærerem med, jeg kan låne. Vi får benene samlet og sat remmen på. Vi pakker vores ting sammen, jeg smider riflen på skulderen – og jeg har en buk på den anden skulder. Jeg har et motto om, at hvis jeg vil skyde – må jeg også bære. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg får det til at fungere, når jeg en dag skyder et krondyr!
Claus tager min rygsæk – og det er nok meget godt 🙂 Vi går de cirka 500 meter gennem marken tilbage til bilen, og får ham lagt op i bagagerummet.
Jeg har min lille lommelærke med, som jeg har fået af Claus, inden jeg skulle op til haglskydeprøven. Den er udformet som et hjerte og er bare SÅ fin, feminin – og lige mig! Jeg har fyldt den op med min yndlingswhisky, som har været gemt til netop denne dag. Og jeg har virkelig brug for den lige nu. Jeg er stolt – og ydmyg! Glad og taknemmelig, og adrenalinet forsøger at lægge sig. En tår af min Dalmore hjælper godt til med det.
Op at hænge
Vi kører afsted og jeg vil gerne køre et smut forbi Kurt – vores gamle jagttegnsunderviser, som vi har et rigtig godt forhold til. Jeg har lovet ham, at jeg vil ringe, når jeg har skudt mit første dyr. Vi vælger at køre forbi ham i stedet.
Han bliver super glad for at se os – og særligt da for at se min buk. Jeg har ikke så meget at holde det op imod, så jeg ved ikke, om han er flot, stor eller godt i stand… Jeg kan se, han er en 6-ender, men ud over det, så har jeg faktisk ikke helt fornemmelsen af, om han er stor eller ej.
Kurt vil gerne hjælpe mig med at forlægge min buk (flå skindet af) og hans kone Herdis vil gerne hjælpe mig med at partere den, så jeg kan det til næste gang. Vi får derfor lov til at lade ham hænge hos dem til i morgen. Kurt siger til mig, at jeg da ikke selv kan få ham op at hænge, så Claus skal nok hjælpe mig. Jeg er hamrende stædig, hvis du skulle være i tvivl! Jeg har båret ham hele vejen ude fra marken og jeg ved, han er tung!!! Men op, det skal han – og jeg skal nok selv gøre det!
Jeg samler alle kræfter sammen og løfter ham – helt op, så han hænger! YES! Jeg havde ikke lige tænkt på, at veje ham inden, så vi må lige have ham lidt ned igen, så Claus kan veje ham. 19 kilo brækket buk… han er en stor, fin buk!
What a day
Jeg kan næsten ikke gå fra ham… men det er jeg jo nødt til. I morgen kommer vi tilbage og skærer ham ud til mange lækre og nærende måltider til os og familien.
Klokken er ikke engang 12 endnu, og meget mere godt venter mig i dag! Det fortæller jeg om senere, det her indlæg er vist blevet langt nok 🙂
TAK for et FLOT dyr!
Kærlig hilsen
Freya
