Jagt – fra jord til bord
Jeg er ikke jæger for sjov! Jeg er jæger, fordi det giver mening for mig som naturmenneske og kødspiser at bruge naturens ressourcer rigtigt. Jeg tror på, at jo tættere en råvare har været på naturen og jo færre led den har været igennem fra jord til bord – jo bedre er det at spise den.
Det er en fælles beslutning for min mand og jeg at være jægere. I bund og grund handler det om værdier og livssyn. Det handler også om, hvordan vi ønsker at leve vores liv og føde os selv og vores familie.

Jeg er den første jæger i familien så langt tilbage, nogen kan huske. Og man kan derfor godt undre sig over, hvad der har tricket min lyst til at tage jagttegn og vælge den livsstil det er at være jæger.
Der er mange grunde til, at jeg valgte at tage jagttegn, men først og fremmest er det, fordi det for mig er en del af at være i naturen. Der er uendelige timer i naturen, når man er på jagt.
Dernæst fordi jeg er meget bevidst om, hvor det jeg spiser kommer fra! Vi har som mennesker altid høstet af naturens overskud, hvad enten vi selv har dyrket eller jaget det. For mig giver det mening at spise det, vi har i vores egen baghave og i vores natur!
Et bevidst valg at leve af naturen
Tidligere har jeg blot købt det kød vi spiste i dagligvarebutikker og hos slagteren. I dag er det meget lidt kød, jeg køber her, men jeg kan ikke sige mig fri fra at gøre det i ny og næ. Det er gennem årene blevet helt naturligt for mig at være bevidst om, hvordan vi hjemme hos os brødføder os og at vi tager bevidste valg i det, vi sætter på bordet.
Som du kan læse på siden Natur, har vores årlige rejser til USA inspireret os til den måde, vi lever vores liv på i dag. Vi elsker at være i naturen og derfor vælger vi det naturlige udgangspunkt, i så høj grad det er os muligt med den hverdag vi har.
Jeg er ikke jæger for sjov! For mig er det ikke en diskussion om, hvorvidt vi bør være kødspisere, vegetarer eller veganere. Det handler for mig om, hvorvidt vi bør spise præfabrikeret og forarbejdet mad – eller ren mad fra naturen eller egen “produktion”. Jeg vælger helst det sidste – det giver mest mening for mig.

At lære nyt
I efteråret 2016 startede jeg på jagttegnskursus og i sommeren 2017 fik jeg så jagttegn. Riffeltegnet fik jeg i sommeren 2018, hvor jeg lige nåede 10 dage af bukkejagten.
Jeg er virkelig videbegærlig og elsker at lære nyt! Jeg suger til mig overalt og fra alle, der har noget interessant at lære fra. Derfor er jeg mega privilegeret ved, at der er mange gode mennesker omkring mig, som gerne vil lære mig nye og spændende færdigheder.
Jeg tror aldrig, vi bliver færdige med at udvikle os og lære nyt! For mig har det været en god dag, når jeg har lært noget nyt.
Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke ved alt! Det tror jeg faktisk ikke nogen af os gør eller nogensinde kommer til. Jeg er derfor også ydmyg over og taknemmelig for, at der er dygtige jægere og skytter, som vælger at bruge tiden på at lære mig om jagt, skydning og etik. Det er alt sammen med til at gøre mig til en bedre jæger!
De, der kender mig ved også, hvordan jeg bedst forstår tingene. Hands-on og learning by doing! Når der tales respektfuldt og indlevende til mig og når jeg mærker passion fra den, der skal lære mig noget. Når vi som mennesker er ligeværdige og har noget at byde ind med hver især.

Gensidig respekt for bevidste valg
Du behøver ikke være enig med mig i mine synspunkter omkring jagt. Min side og min blog er startet som en inspiration – som en kilde til at kunne læse om jagt og natur.
Jeg respekterer andre mennesker og jeg forventer egentlig også, at andre respekterer mig. Jeg synes det er vigtigt at træffe bevidste valg og ikke blot kører på autopilot og uden at vide, hvorfor vi gør som vi gør – og ikke gør!
Hvis du ikke kan respektere mine valg, så husk blot, at du er helt og aldeles fri til at lukke fanebladet med min blog ned og beskæftige dig med noget andet 🙂
