En ærlig blog om jagt og natur
At skrive en ærlig blog om jagt og natur handler for mig om at fortælle min historie til dig! Jeg fortæller gerne min historie om jagt som jeg ser den - helt ærligt.
Jeg fortæller gerne, hvorfor jeg har valgt at være jæger, hvad dyrevelfærd betyder for mig, mit valg om at spise kød - og hvilket. Det handler også om den ro, naturen giver mig - ro i krop, i hoved og i sjælen. Om den ro jeg opnår ved at sidde ude i mange, mange timer - uanset vejr. Om friheden til at vælge min egen mad, mit eget kød - at høste fra naturens spisekammer. Og så handler det også om, hvorfor jagt er en vigtig tradition, selvom det ikke er tradition i min familie?
Mange følelser og tanker er knyttet til min rejse frem til at stå med jagttegnet i hånden! En blanding af nervøsitet, iver, tanker, spænding, værdier, nørderi, samvittighed, glæde. Jeg har lagt rigtig mange timer og rigtig meget energi i at få mit jagttegn, at bestå haglskydeprøven og efterfølgende riffelprøven.

En blog blev til
Lysten til at skabe en blog kom ud af alle disse følelser og tanker. Det trængte sig simpelthen på for at komme ud på skrift. Jeg har altid haft en generel lyst til at skrive og dele med andre. Min lyst til at lære mere er som altid min drivkraft til at handle. Det er også drivkraften til at skrive en ærlig blog om jagt og natur.
Bloggen/websiden her er startet i tiden op til mine jagtprøver i 2017 og blev til virkelighed i foråret 2018 som www.huntress.dk. Jeg er dog mest aktiv på de sociale medier, hvor jeg deler mit liv som jæger og naturelsker. Siden her udvikler sig stille og roligt og formes, som der sker noget vigtigt i mit jagt- og outdoorliv.
Du kan altid følge mig på Instagram på profilen Huntress Freya. Her deler jeg billeder fra mine jagter, rejser og andre jagtrelaterede oplevelser.

Kvinder på jagt
Tallene fra jagtåret 2018/19 viser, at antallet af kvindelige jagttegnsløsere i Danmark er på det højeste nogensinde. 6,5% (svarende til 11.587) kvinder har i det forgangne jagtår indløst jagttegn. Da jeg startede denne blog havde jeg fokus på, hvorfor kun så få kvinder tog jagttegn. I dag vil jeg hellere koncentrere mig om, at tallet er stigende - og hvorfor!
Jeg tror, vi kvinder i højere grad ønsker at være en del af at vælge den rigtige, den bæredygtige, den naturlige føde til familien. Vi vil gerne tage stilling til, hvor vores mad kommer fra. Vi vil også rigtig gerne mere ud i naturen, hvor vi kan slippe ud af det, vi tænker der forventes af os.
Dette og meget mere er noget af det, der har fået mig til at skabe denne blog. Som passioneret og stolt jæger og outdoorkvinde deler jeg gerne mine tanker og oplevelser, og jeg ønsker at skabe et fællesskab blandt os.
Fokus på kvinder, jagt og fællesskab!
Når jeg kigger på mit liv som helhed og på det, jeg har beskæftiget mig med, ja så har jeg ofte et fokus på kvinder og udvikling. Jeg har altid haft et stort fokus på, hvordan vi kvinder træder ud i livet som kvinder. Et fokus på at mærke efter i os selv, at stå op for os selv og at være tro mod os selv.

Jeg mener, at vi også som kvinder har et ansvar for at vise vores børn og børnebørn, at vi tør gå efter drømmene, efter det vi mener er sandt. Vise dem, at naturen er en gave, vi har fået givet - og at vi har et ansvar for at passe på den!
Vi har som kvinder så meget at byde ind med og jeg tror på fællesskabet, som jeg virkelig ønsker at være en del af at skabe. Vi kan meget mere, når vi løfter i flok.
Du kan følge mig på min rejse som jæger og tage med mig på jagter og ud i naturen. Jeg tager ofte haglgeværet eller riflen med over skulderen, men bestemt ikke altid. Og så bestræber jeg mig på altid at være i godt selskab.
Velkommen til min side - knæk og bræk