Oplevelser

Jagt er lig med naturoplevelser i stor stil. Selvom jeg tidligere har bevæget mig rigtig mange timer i naturen på mange og timelange gåture, så oplever jeg naturen på en helt anden måde, nu hvor jeg går på jagt.

Jagt er lig med masser af oplevelser i naturen

At bruge utallige timer ude i naturen er en del af at være jæger. At sidde en time før solopgang en klar sommermorgen, eller en time før solnedgang i midten af januar i 10 graders frost er en del af være jæger.

En fantastisk jagt- og naturoplevelse på Samsø i 2019!

At iagttage naturen vågne er for mig noget helt særligt! Jeg elsker at lytte til fuglene, der starter deres morgensang. At se ræveungerne lege på volden og rævemor stå og strække sig i solens første stråler. At se, hvordan rådyrene langsomt trækker ud og varmer sig i de første solstråler, dagen kaster over markerne er en kæmpe gave at få sådan en morgen.

Aftenerne er af samme kaliber. Bortset fra, at jeg følger solen gå ned og skoven/naturen falde til ro. Mikkel ræv, der lusker langs marken og fasankokken, der skogrer. Haren, der piler hen over marken og rådyrene, der lige kigger frem fra skoven et kort stykke tid før solens sidste stråler rammer jorden. Det er fantastisk!

Alle disse sanseoplevelser gør mig lykkelig – intet mindre! Jeg behøver faktisk ikke have noget med hjem fra en jagt og antallet af gange, der er kød med hjem til fryseren er ikke særlig højt. Alle de andre gange, alle de utallige timer, hvor jeg bare sidder og suger til mig af naturen – det fylder krop og sjæl af lykkerus!

På jagt i Nordjylland! Januar måned og -10 grader! Se lige en fantastisk solnedgang!

At tage på jagt med sin partner

At gå på jagt er noget, vi deler. Claus og jeg tog jagttegn sammen og vi er meget ofte sammen ude på jagt, også når vi blot sidder på anstand og venter på, at lykken tilsmiler os.

Selvom vi er sammen og ofte sidder lige ved siden af hinanden – så er vores oplevelser forskellige. Vi får også ofte vendt livets vigtige dialoger, mens vi sidder derude og er i nydelse, med åbne hjerter og åbne sind. Det er nemlig det, naturen gør ved os.

Vi deler mange oplevelser, men jagten og naturoplevelserne bringer det hele sammen.

En skøn efterårsdag på jagt sammen! Det kan altså noget helt særligt!

Vi tager også på jagt hver for sig og nyder det. For mig er det vigtigt at komme ud i Danmark og ud i verden og møde nye mennesker og se nye jagtmarker. Jeg elsker at netværke og skabe fællesskab.

Følg med på Instagram.

Jagt er naturoplevelser og hvad enten det er i Danmark eller i udlandet, så er det skønt at have en at dele oplevelser med.
© huntress.dk 2018