“Det er Vibeke Nipper fra TV MIDTVEST. Jeg har set din blog om jagt og tænkte, om du kunne have lyst til at tage os med ud på jagt og til en lille snak om det at være jæger og at blogge om det?”
Øh… der stod jeg så med alle mine talenter inde midt i køleafdelingen i Føtex. “Joh da, det vil jeg da gerne. Altså hvornår tænker du?”, spørger jeg.
“Jamen – på søndag? Altså i overmorgen, hvis det passer dig.”
Jeg må hale lidt i land i forhold til, hvornår vi skal mødes, men inden vi lægger røret på, har vi en aftale om at mødes onsdag ugen efter.
Onsdag klokken 10 ankommer TV MIDTVEST bilen og parkerer udenfor huset. Vibeke og hendes fotograf Line kommer indenfor og på bedste Corona-vis får vi hilst på hinanden, og de næste to timer går med en masse snak om jagt, passion, rejser, mad – og værdien af jagt i mit liv.
En tur i skoven med kameraet over skulderen
Herefter tager vi en tur ud i skoven. Jeg elsker jo næsten alle former for jagt med riffel. Ofte finder jeg et godt sted at sætte mig, og så sidder jeg her og nyder naturen og håber, der kommer noget forbi. Andre gange pürscher jeg rundt i området. Det afhænger meget af humøret, vejret og omstændighederne. I dagens anledning pürscher vi gennem skoven for så at sætte os i skydestigen, som står inde midt i skoven. Og her sidder vi så og taler om, hvorfor jeg elsker at sidder her ude i naturen.
Det er alt i alt blevet til en god artikel og et lille indslag, som blev vist i TV MIDTVEST nyhederne den 22. december 2020.
Jeg synes det fortæller meget godt, hvad jeg elsker ved jagten! Der er meget grin og godt humør i klippet, selvom jagt også er alt andet end grin. Det er en dyb passion for naturen og et dybfølt ønske om at hente vores egen føde i naturen. Og det er altid med absolut respekt for naturen og for dyrene, når vi går på jagt!
Det er blevet lørdag – jeg har sovet ud efter min tur på trykjagt i Fjeld Skov i går. Som altid bearbejdes oplevelser og minder bedst i naturen, så jeg var selvfølgelig både på aftenjagt i går og på morgenjagt i morges på eget revir.
Det har været et par intense dage i forbindelse med denne jagt. Jeg har mødt en masse skønne mennesker, hvilket er en af glæderne ved jagt. Jægere fra nær og fjern, alle med samme passion og glæde for natur og jagt.
Jeg overnatter på Fjeld Skovgods, hvor jeg ankommer torsdag aften. Fjeld er et skønt og nostalgisk bjælkehus dybt inde i skoven. Skovejendommen blev bygget i perioden 1855-1862 og gennem 5 generationer har Fjeld nu været i familien Estrups hænder. I dag er det Frederik Estrup, der ejer det naturskønne område og huset, som nu er indrettet, så man kan overnatte her i forbindelse med jagt. Vi er 6 gæster, som overnatter i huset op til denne trykjagt, og det bliver en hyggelig aften, hvor vi får talt en masse om… jagt 🙂
Aftenhygge i de bløde stole
Jeg går i seng ved 23-tiden, men sover først omkring midnat. Spændingen er stor – det er første gang jeg er på trykjagt efter kronvildt og dåvildt. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig: mon jeg får muligheden i morgen, har jeg nu husket det hele, er mit tøj varmt nok, går alt godt og så videre!
Endelig fik søvnen fat og jeg sov til omkring kl. 4 – vågen igen! Jeg forsøgte at slå tankerne fra og glide ind i søvnen igen, men det lykkedes aldrig rigtig for alvor.
Fredag den 16. oktober = jagtdag!
Den 16. oktober starter jagten på det store kronvildt og det er som overnfor skrevet første gang, jeg har muligheden for at være på en trykjagt. Jeg er oppe, og i tøjet, kl. 5.30 og glæder mig til morgenkaffen, som Frederik heldigvis har klar, når jeg kommer ud i køkkenet. Vi snakker om dagen, der ligger foran os og om ønskerne for en perfekt dag for alle.
Tiltrængt morgenkaffe
Det er en smuk morgen med en skyfri stjernehimmel der møder mig, da jeg træder ud på terrassen med kaffekoppen i hånden. Og en ganske kold morgen tillige. Temperaturen ligger lige under frysepunktet, men det tegner til at dagen bliver helt perfekt på vejrfronten.
Stuen endnu inden solen stod op. Det er Frederik Estrups mor, der har nedlagt samtlige Fjeld-bukke, som hænger her i stuen
Ved 6.30-tiden er de andre gæster oppe og Lübker, som står for maden i dag er ankommet. Huset begynder at summe og morgenmaden gøres klar til de morgenfriske jægere ankommer til Fjeld.
Lidt i 7 kommer skovfoged Gustav, som er dagens jagtleder ind og siger godmorgen. Han melder alt klar! Jeg mærker igen spændingen og sommerfuglene i maven over den store jagtoplevelse, jeg ved der ligger foran mig.
Mellem kl. 7 og 8.30 ankommer knap 50 jægere, som bliver tjekket ind og går ovenpå til morgenmad i de smukt opdækkede stuer.
Hovedindgangen – inden solen er stået opDer er dækket op til morgenmad på 1. salen. Solen er endnu ikke brudt igennem og stuen ligger hen i blødt lys og stearinlys
Parole og afsted på post
Kl. 8.45 står alle spændte udenfor på pladsen og Frederik, som er hofjægermester, afgiver dagens parole. Jeg kigger mig omkring – der er nogle kendte ansigter at se blandt jægerne. Blandt andet står Zenia ved siden af mig – en skøn kvinde, jeg har kendt i et års tid og som jeg virkelig er kommet til at holde af. Som mig elsker hun udelivet og naturen. Her er hun et stort forbillede for mig og mange andre. Nu har vi også jagten tilfælles, da Zenia fik jagttegn i år. Det er derfor også hendes første trykjagt og vi har talt sammen flere gange forud for dagen i dag.
Zenia og jeg er klar til dagens trykjagt (foto: Zenia Maltha)
Sikkerhedsreglerne ridses op sammen med informationer til jagten. Det er en trykjagt uden hunde, det vil sige, at driverne blot går gennem skoven efter nøje planlagte ruter og trykker på den måde vildtet blidt hen mod dagens jægere. Der må nedlægges både råvildt, dåvildt og kronvildt (hjorte dog kun spidshjort og fra ulige 12-ender) samt selvfølgelig også ræv og mårhund.
Fra kl. 9 køres jægerne ud i skoven og bliver sat af ved deres respektive jagttårne. Og så er det ellers bare at vente på, at der kommer dyr forbi! Jeg sidder sydvest for hovedbygningen og er forholdsvist hurtigt ved mit tårn.
Indkørslen til Fjeld Skovgods – alle er nu klar til at køre ud på posterne
Solskin, morgendis og stilhed
Jeg lister mig gennem terrænet og kravler lydløst op og finder mig tilrette. Jeg får sat mig, så jeg kan se hele området, hvor jeg kan afgive skud.
Jeg går ned mod min post – solen titter frem bag træerne og morgendisen ligger hen over engenJah – morgenen er bare smuk med smuk på…Ankommer til mit tårn, hvor jeg skal sidde de næste godt 3 timer
Solen brager ned fra himmelen og selvom der sikkert kun er et par graders varme nu, føles det meget varmere. Jeg må have jakken af og sidder nu helt klar. Efter kort tid afgives det første skud inde fra skoven. Jeg er super klar… men giver også mig selv tid til at sidde og nyde den fantastiske udsigt jeg har foran mig.
Jeg sidder med lidt tæt løvskov bag mig og skuer ud over en flot eng. Disen ligger over græsset og nede i dalen foran mig. Solen skinner fra en skyfri himmel til venstre for mig og jo længere den trækker om foran mig, jo varmere synes jeg det bliver. Solen rækker dog ikke ind i tårnets bund, så jeg kan godt mærke, mine fødder er småkolde. Det er en ren lise at sidde her og nyde efterårets sol lige ind i ansigtet. Godt jeg fik kasketten med!
Efterårssolen står allerede højt på himlen… jeg er vist faktisk nærmest lykkelig lige nu
Afstandsmåleren bliver flittigt brugt til en start, så jeg kender afstandene rundt om mig, hvis jeg får muligheder i løbet af de næste 3 timer.
Efter kort tid kommer der flere skud. Jeg tæller 12-15 stykker, indtil jeg holder op med at tælle. Alle skud kommer inde fra skoven – nord, nordøst for hovedbygningen. Jeg spejder ud over engen og lægger mærke til enhver lille bevægelse i terrænet. Der er dog intet at se nogen steder.
Til gengæld er her helt stille mellem skuddene i skoven. Altså – naturstille! For naturen er det eneste, der høres herude i det grønne. Jeg elsker stilheden, den giver næring til hjernen og til hele nervesystemet.
Første kronvildt til Zenia – og ventetid
Jeg holder løbende kontakt til Zenia. Hun har heller intet set… men pludselig tikker der en besked ind med en lille video! Hun har nedlagt sit første kronvildt – en hind! Wauw, jeg kan mærke glæden på hendes vegne helt ind i hjertet! Waidmannsheil og kæmpestort tillykke!!
Jeg hører også fra Michael, som jeg ved sidder inde i skoven. Også han har været heldig. Jeg venter videre, vildtet må da komme her også…
Vildt forude!
Jeg glemmer både at drikke vand og spise mine medbragte godbidder… jeg er bare super opmærksom og klar. Da klokken bliver 11.30, hører jeg en af driverne. Han fløjter lidt, mens han går bag træerne ude til højre for mig. Alle sanser skærpes. Jeg hører puslelyde – men fuglene larmer altså også i de nedfaldne blade i skovbunden, så jeg kan ikke helt regne med, hvad jeg hører.
Pludselig ser jeg helt nede i dalen en då! Tjekker (igen) afstandsmåler – 130 meter. Det er ok. En kalv kommer også frem og de bevæger sig mod venstre over mod skovstykket. Jeg skal være hurtig, men de står ikke stille – og der er ikke kuglefang hvor de går, så det giver sig selv. Men hold op, pulsen kommer op og adrenalinet bruser gennem årerne.
Det ligner næsten et maleri – men det er bare min udsigt her på denne trykjagt
Jeg spejder videre – og efter endnu cirka 20 minutter er der noget, der fanger mit øje mod venstre. Der kommer en rå hoppende gennem græsset med to lam efter sig. Jeg gør klar, selvom de er i fuldt løb. MAAAAH siger jeg ganske højt, for at se, om de stopper og tjekker lyden. Men nej, de fortsætter ind i skoven nede foran mig. Phew, endnu engang sved på panden 🙂 Efter 5 minutter kommer de ud nede i bunden, hvor dådyrene gik. Samme situation – ingen skudmuligheder.
Når der ikke kommer vildt med muligheder forbi, må jeg nøjes med pandaer og chokolade
12.30 og der aflades
En af driverne kommer forbi igen – han kigger ind til mig gennem træerne og spørger, om jeg har nedlagt eller set noget. Han går stille videre og jeg snupper de sidste 20 minutter i tårnet, inden der skal aflades kl. 12.30.
Jeg har forholdsvist hurtigt pakket sammen og går langsomt op mod hovedbygningen igen, spændt på at høre og se, hvad de andre har oplevet.
Jeg venter… Zenia kommer ind ad døren og jeg giver hende et kæmpe kram og ønsker tillykke! Andre kommer tilbage og fortæller om deres oplevelser. Vi går ovenpå til den sikre såt! Der er serveret en super lækker frokost – lige det, man har brug for efter en jagt! Kartoffelmos med en sublim gryderet med masser af lækkerier i. Svampe, gulerødder og rodfrugter. Mørt kød – og med tyttebær og surt til. Og selvfølgelig en øl til! Mums!
Super lækker jægerfrokost – lige, hvad vi trænger til! Og en øl!
Vildtparade og afslutning på en fantastisk dag
Efter frokosten går vi udenfor og venter… alle er ivrige og en smule utålmodige på at se resultaterne fra dagen, det nedlagte vildt – også deres eget, som de måske ikke har set helt rigtig selv endnu. Vi sludrer på gårdspladsen og stemningen er høj. Endelig kan vi gå om i haven! Flaget er hejst, bålfadene er tændte og dyrene ligger smukt placeret på paraden.
Wauw!!! Jeg har ikke mange ord – det er bare en helt fantastisk oplevelse at stå her og se paraden. Jeg kigger rundt på jægerne, på dyrene, mærker stemningen og stedet. Jeg tænker på, hvor mange minder denne dag har skabt. Flere har for første gang nedlagt et stykke kron- eller dåvildt. Stolte, glade, bevægede. Minder, der lagres i hukommelsen og i hjertet. Taknemmelighed for en virkelig flot dag.
Smukke hjorte – vidunderlig spise, minder for resten af livet (foto: Zenia Maltha)
Parade – afslutning på en fantastisk dag
Frederik fortæller, at der er nedlagt 28 stykker vildt. Der ligger et par smukke sorte dådyr på paraden også, blandt andet en virkelig flot hjort! Og en enkelt ræv 🙂
Det er tid til billeder af de stolte skytter. Dyr, der bringes med hjem i bilerne, på trailere – og dyr, der køres væk på køl. Her er til virkelig mange måltider! Måltider, der er helt særlige for de jægere, der har nedlagt vildtet på dagen.
For… at omsætte vildtet, man selv har nedlagt til mad, at servere det for sine kære – familie og venner – det er bare noget helt, helt særligt!
Hvilken oplevelse! Jeg er helt sikker på, at Zenia husker denne dag i meget lang tid. Hendes første stykke kronvildt!
Det har været en fantastisk oplevelse, som jeg sent vil glemme. Zenia og jeg er nogle af de sidste, der kører fra Fjeld. Begge har vi uforglemmelige oplevelser med os i vores hjerter! Jeg er så taknemmelig, glad – og en smule træt efter de mange gange, adrenalinet har dunket i blodet. Selvom jeg ikke havde skudmuligheder, har jeg intet at beklage – det har været en smuk og mindeværdig dag.
Det har været en oplevelse, jeg vil ønske for alle jægere. Jagterne for i år 2020 er udsolgte – men næste år, kære venner… tøv ikke – Fjeld skuffer ikke! Læs mere her: FJELDSKOV – og følg med på Fjeld Skovs Instagram
Tak for en fantastisk dag (foto: Zenia Maltha)
Følg med på Instagram, hvor jeg altid deler mine jagt- og naturoplevelser: Huntress Freya.
Følg også Zenia på Instagram, hvis du er nysgerrig på at følge hendes jagt- og naturoplevelser: ZeniaMaltha.
I dag er den første morgen på reviret og jeg vil bare sætte mig ud og kigge efter dyrene!
Jeg kører hjemme fra klokken 4.15, og mens jeg kører mod vest til mit lille jagtsted, lyser den næsten fulde måne himlen op. Mod øst kan jeg lige ane, at farven begynder at blive lyserød og solen langsomt tager tilløb til at stå op. Glæden bobler i kroppen og selvom jeg er træt, er det som om det helt forsvinder i glædens rus over at skulle ud og sidde i naturen denne morgen.
Den næsten fulde måne følger mig på vej
Da jeg når det lille kryds, hvor jeg skal dreje ned mod min jagt, løber tre rådyr over vejen! YES, dagen starter godt og selvom jeg ikke når at se, om der er en buk imellem dem, så hopper hjertet helt op i halsen. De kommer ovre fra omkring mit område – ih hvor er det spændende. Jeg kører ind ad min egen lille indkørsel og slukker bilen. Bevæger mig langsomt ud af bilen og får jakke på, kikkert om halsen, rygsækken på og stolen over skulderen.
Jeg sniger mig langs træerne ned mod det levende hegn, som grænser op til marken, som er en del af mit nye jagtrevir.
Klokken er lige godt 5 og solen står op kl. 05.28. Jeg leder efter et hul i hegnet, jeg kan komme forholdsvist let igennem og finder det hurtigt. Jeg sætter mig på min jagtstol mellem buske og træer og forsøger at finde roen så hurtigt som muligt. Indtil det går op for mig, at jeg har sat mig lige ved en motorvej! Der er fod på kryds og tværs og mange af dem går ind og ud lige der, hvor jeg sidder. Okay – det er for sent at flytte mig nu – jeg rykker dog en smule til den ene side og bliver ellers enig med mig selv om, at det må gå denne gang.
Morgen på reviret
Og mens jeg så sidder her og ser solen langsomt bryde op over skoven mod øst, bombarderes mine sanser med naturens vidunderlige og finurlige lyde. Himlen er smukt blå, med lidt skyer mod øst, hvor jeg kan se de begyndende orange farver brede sig over himlen.
Endnu før solen bryder igennem farver den himlen rød
Tæt på mig fører en fasankok sig frem med sin højlydte skogren og svirren med vingerne. Over mig i træet hører jeg den smukke sang fra en stær, som kigger nysgerrigt ned på mig. Harerne leger længere nede på marken, ænderne flyver lavt hen over mig til og fra naboens sø og en skovskade roder i hegnet. Jeg ser også Mikkel ræv luske rundt nede for enden af marken og jeg ser rådyr længere ude over markerne.
Men ingen rådyr på mit revir eller på nærmeste marker.
…og så brød solen frem…
Morgenkaffe og pistaciesnurrer
Da klokken nærmer sig 6.30 kan jeg godt mærke, at kulden kommer snigende ind under jakken og mine fingre er blevet kolde. Der var cirka 1 grad, da jeg kørte derud og selvom solen er stået op, er det stadig rigtig koldt. Himlen er ikke længere blå – skyerne er dukket op ud af det… ja, blå, og der er ikke meget varme i luften.
Det er vist tid til en kop morgenkaffe. Jeg har heldigvis fået kaffen med i rygsækken. Det er jeg ellers ofte et fjols til at huske! Jeg hælder den varme kaffe op og finder pistaciesnurren, som vores datter Victoria har bagt i går. Og så sidder jeg ellers her og nyder morgenen, mens jeg forsøger at få lidt varme i fingre og krop igen.
I lommerne har jeg mine håndvarmere fra Nordic Heat. Jeg var lidt på forkant med temperaturen i aftes, da jeg pakkede, og det er jeg virkelig glad for nu.
Der er trafik at høre længere ude i periferien og jeg nyder, at jeg ikke skal skynde mig nogen steder hen, men bare kan nyde en morgen på reviret.
Morgenkaffe i mit Huntivo krus – og en hjemmebagt pistaciesnurre fra Victoria
En smuk morgen på reviret – vildtkamera og rådyr
Kroppen vil ikke rigtig blive varm igen, tæerne er også lidt kolde nu. Jeg bliver derfor enig med mig selv om, at det er tid at bryde op, da klokken er cirka 7.
Jeg pakker stille og roligt sammen og går hen mod hjørnet af det levende hegn. Jeg skifter memory kortet i vildtkameraet og går hen mod bilen. Putter stolen i bilen, rygsækken ind – og jakken af.
Jeg vender bilen og holder så et stykke tid og kigger hen over mit andet område, hvor afgrøden (som jeg ikke aner hvad er, men det ligner bare græs) allerede er i knæhøjde. Her holder jeg så et kvarters tid og skuer ud over marken. Jeg ser et par harer. Der er liv! Men ingen rådyr – pokkers også!
Lige da jeg drejer bilen ud på vejen og kører forbi det levende hegn, ser jeg dem! To rådyr kommer i raskt trav hen over marken – lige mod min mark, hvor jeg netop har siddet i knap to timer. Jeg bakker og stikker bilsnuden ned ad indkørslen igen og trækker kikkerten op.
Der står den ene og kigger! Det ligner et ungt dyr, ikke nogen opsats, så vidt jeg kan se. Måske er mor løbet i forvejen og lammet skulle bare liiiiige kigge… Den vender og fortsætter roligt ud over marken.
Når man lige skal have varmet fingrene
Glæde!
Ih, hvor jeg er glad! Der kom dyr! Jeg vidste det jo – der er masser af fod på marken, men at se dyrene er altså noget andet! Nu bliver det spændende at se, hvad der ellers dukker op.
Jeg kører hjemad igen. Jeg er træt, da jeg ikke har sovet meget, men bare så glad og let i krop og sind over, at have siddet der og se solen stå op. Kigge ud over “min” mark og nyde dyrelivet vågne op. Og der er dyr! Bukken vi så i sidste uge, han er her helt sikkert også et sted!
Sikke en fantastisk onsdag! Og sønnemand har fødselsdag, så når jeg har sovet en bette formiddagslur, er det tid at ringe og lykønske ham med dagen.
TAK for muligheden for at få mit eget stykke jagt! Jeg er så taknemmelig og glad over, at det lod sig gøre 🙂
Så skete det, jeg stort set havde opgivet her inden bukkejagten!
Sommetider sker tingene bare! Også selvom jeg mere eller mindre havde kastet håndklædet i ringen og tænkt, at det ikke blev til bukkejagten i år, jeg ville få noget jagt for mig selv.
Jeg har drømt om at få mit eget stykke jagt længe! De første jagtsæsoner har jeg været med som gæst i Claus’ revir. Han er i et konsortium sammen med en håndfuld andre jægere. Claus inviterer mig selvfølgelig mig ud som gæst og vi skiftes så til at være den, der har muligheden for at afgive skud, hvis der kommer et dyr. Men det er bare ikke særlig praktisk for mig, for jeg kan jo ikke komme på jagt, når Claus er ude at rejse, på kursus – eller er på arbejde!
Derfor har jeg dagligt tjekket mulighederne på jagtformidling.dk og andre steder. Jeg har givet det gode ord videre om, at jeg leder efter et sted, hvor jeg kan gå på jagt uden at skulle være gæst.
Jeg har været ude at se på et par muligheder. Men enten syntes jeg ikke, prisen svarede overens med det, der blev tilbudt. Eller også syntes jeg, vi var for mange om et for lille stykke jagt. Og jeg opgav næsten at finde et sted inden den 16. maj! Jeg stillede mig tilfreds med, at det så ikke blev i år – og det var egentlig også OK (men brand ærgerligt)!
Billede af 2019, hvor vi er på jagt på Claus’ revir.
Men så kom der en mail!
En formiddag sidder jeg i en videokonference. Under mødet sender Claus mig en mail med et link. Jeg svarer ganske kort, at jeg jo har møde og at jeg nok skal se på det efter mødet. Men jeg er jo en nysgerrig sjæl, så jeg multitasker og åbner linket under mødet. Et lille stykke jagt udlejes ved Herning til en ganske fornuftig pris.
Jeg kan godt mærke, at jeg bliver lidt febrilsk og mister koncentrationen for mødet for en kort stund. Jeg tror dog ikke, de andre mødedeltagere opdager det. Jeg er nødt til at gøre noget, tænker jeg! Og jeg skriver så en kort besked til vedkommende, der har indrykket annoncen, at jeg er meget interesseret, men at jeg sidder i møde og vil ringe så snart jeg kan.
Min søde mand er dog kommet mig i forkøbet! Da han læser min mail om, at jeg sidder i møde, ringer han fluks til manden og spørger til jagten. Han fortæller ham, at jeg er meget interesseret, men er optaget af møde lige nu. Claus får at vide, at der netop er tikket en mail ind fra mig. Og inden der er gået mange timer, sidder vi i bilen på vej ud for at se på området…
Billede af naboens mark, hvor der står tre rådyr.
Det lykkedes!!!
Man skal aldrig opgive håbet! Det lykkes mig på falderebet at finde et stykke jagt! Et lille stykke på godt 7 ha, som jeg har for mig selv.
Og mens vi er ude på området og rekognoscere, ser vi en buk og to råer (som senere har vist sig at være en rå og et smaldyr). Vi ser masser af fod fra rådyr på jorden – og mit hjerte jubler! Snakken går lynhurtigt på, hvor jeg skal stille en evt. jagtstige, om det skal være en, jeg kan tage over skulderen fra gang til gang. Eller om det skal være en stige, jeg kan sætte op af et træ…
Jeg er nærmest lykkelig! Nu kan jeg endelig gå på jagt selv! Jeg har ikke mulighed for at pürsche her, men jeg kan sidde for mig selv og nyde naturen, og det er fint for mig til en start! Fremadrettet kan jeg forhåbentlig høste af naturen og bringe lækkert, sundt og bæredygtigt kød til middagsbordet derhjemme.
TAK! SÅ kan det godt blive den 16. maj! (topbilledet er taget den dag, jeg fik min jagt! Jeg var bare SÅ glad!!)
Lørdag bliver Claus og jeg enige om at tage en tur i skoven! Vejret er nemlig godt – næsten forårsagtigt! Solen skinner fra en skyfri himmel og selvom temperaturerne kun ligger på omkring de 7 grader, føles det alligevel varmt og lækkert.
Vi har dog taget vores forholdsregler og taget det varme tøj på, for vi ved, hvor lidt sjov der er ved at tage i skoven og fryse fra start til slut.
Vores plan er egentlig bare at finde et dejligt sted at sætte os ned, tænde Jetboilen til lidt frokost, mens vi nyder solens stråler. Der har været alt for få dage med sol de sidste måneder, så det gælder om at suge solen til os, når vi kan!
Vi har derfor pakket rygsækkene, kører ud i den skov, vi kender så godt. Vi går ad vores sædvanlige rute ind gennem skoven. Pludselig ser vi begge mod venstre, hvor vi ser 3-4 krondyr løbe mellem træerne cirka 150 meter fra os. Og så er planen jo med det samme ændret!
Planen kan hurtigt ændre sig!
Vi lister op ad en af stierne, der går op til venstre, sætter vanddunken fra os og fortsætter i rask, lydløst trav på hver vores side af stien, for at larme mindst muligt. Vi har besluttet, at vi går op til et skydetårn, vi kan se et par hundrede meter nede ad stien. Da vi kommer derhen, står vi stille. Helt stille. Vi lytter, spejder… og jeg når lige at vende mig om, da Claus kommer med en lille lyd!
Jeg fryser og står helt stille – vender mig langsomt 180 grader og ser en kronhjort, som har smidt geviret. Vi kan se, han er stor i kroppen, særligt bliver det synligt, da den næste hjort kommer frem og stiller sig midt på skovstien. Han har stadig sit gevir, men er mindre i kroppen end den første. Vi står helt stille – det gør de også. Langsomt sætter de i bevægelse igen og går videre over stien. Efter dem følger en mindre rudel på cirka 8-10 dyr, alle mindre end de to hjorte, som går forrest.
Wauw! Det er sådan nogle oplevelser, vi elsker! Vi fniser stille til hinanden, vender os langsomt om og går stille tilbage til den store skovsti igen.
Fede oplevelser som disse er altid værd at køre efter!
Vi fortsætter ud ad stien mod vores planlagte destination – et åbent område, hvor vi ofte har set dyr. Vi forsøger at gå lydløst ad de mindre stier, vi hører det pusler rundt omkring, ser rovfuglene svæve over den blå himmel og får flere glimt af krondyr på vores vej.
Mange steder finder vi totter af pels fra dyrene, som sandsynligvis er ved at smide vinterpelsen…
Pulsen er generelt lav, når vi er ude i naturen. Men vi har snuden i sporet og følger lydløst de mindre stier, så vi får alligevel pulsen lidt op. Samtidig skinner solen og her midt i skoven, hvor det ikke rigtig blæser, bliver her varmt. Jeg er nødt til at smide min fleece, som jeg har under min jakke.
Hvor er det fantastisk at være her ude i den skønne skov! Hele min krop og mit sind skriger FRIIIIHEEEEED, mens vi går herude! Jeg ELSKER det!
Frysetørret mad og håndvarme øl
Vi har fundet et fint sted, et hjørne af det store åbne område, vi har planlagt at “slå lejr”. Vi sidder lidt og nyder solen og de skønne omgivelser. I det andet “hjørne” af det åbne får Claus øje på et par krondyr… vi kan kun se dem med kikkert – men de er der!
Vi har købt noget frysetørret Chili con Carne og et par mørke øl. Frysetørret mad er guld, når man skal ud med kort varsel og skal have mad med. Desværre var det et meget begrænset udvalg der, hvor vi handlede. Derfor endte det med Chili con Carne. Vi tænder Jetboilen og får kogt noget vand. Følger “opskriften”. Hæld kogende vand i – rør godt – og så skal det stå 10 minutter.
Mens vi venter åbner vi den ene øl – en stout fra Willemoes. Mmm jeg elsker mørk øl! Vi drikker og hygger os, mens vi nyder udsigten, solen og skoens dybe, stille ro.
10 minutter er gået. Jeg rykker de næste centimeter af “gryden” (posen med mad) og stikker næsten ned. Det lugter fint! Men jeg må erkende, at 10 minutter… bare ikke er nok! Det knaser, som pasta der ikke har fået nok! Jeg kigger på indholdsfortegnelsen (skulle jeg nok ha’ gjort inden jeg købte den)… bla bla bla… ristede løg, bla bla bla… RISTEDE LØG??? Hvad i alverden laver ristede løg i en Chili con Carne?! Jeg ryster lidt på hovedet… vi spiser lidt af retten, men ikke det hele.
Øl og ro
Den anden øl bliver åbnet – en Brown Ale fra Svaneke. Den er også go’! Og mens vi sidder her og snakker om efterårets jagtrejse til Arizona og Wyoming, trækker skyerne ind over himlen og sluger solen delvist. Vi mærker med det samme, at solens varme ikke længere har så meget magt, så vi pakker sammen og går tilbage mod bilen ad de mindre stier igen.
Sikke en skøn lørdag eftermiddag! Tænk sig, hvor meget man kan blive tanket op på ganske få timer ude i skoven i godt selskab, dyreliv, en god øl og en Jetboil (selvom retten ikke skabte den store jubel, så var det brand hyggeligt).
Tid til snak, tid til nærvær, tid til kærlighed
Sådan en eftermiddag giver bare ro i hovedet! Der er stort set ikke signal på mobilen derude i skoven – og vi gider det egentlig heller ikke. Vi får talt om alt og ingenting – noget, vi ikke har gjort nok de sidste måneder, fordi vi begge har haft travlt med arbejde, skriverier og kurser. Så for os gav det muligheden for at få snakket, få lagt lidt planer for efterårets tur, få vendt og drejet verdenssituationen – og få holdt hinanden lidt i hånden.
Ahhh, that trip to South Africa has really done something to me. I didn’t really give it that much thought before leaving, despite several “warnings”! But now I just have to admit and acknowledge that it’s true! Once you’ve got South Africa under your skin, it just won’t let you go again!
Claus and I traveled to Orange River Hunting & Safari’s on Wednesday, July 31st and returned to Viborg on August 8th. We had 5 full hunting days in South Africa, and it completely crawled under the skin of the both of us. I really didn’t see it come! So far Arizona has been our place to go for retreat, our sacred place on Earth, a place we just enjoy to come for a month every year. But I must admit that this place in South Africa is now just as highly ranked in our hearts and souls. So could we just exchange Arizona with South Africa now – or what? No, that’s not exactly how I see it – but South Africa has become an extra magic place on Earth for us, there’s no doubt about that.
Morning sun over the Kalahari
It always calls you back!
When I recently posted on Instram and Facebook that Kalahari is calling, I got a response that really resonated with me. Hendrik Maritz, manager of Orange River Hunting & Safari’s commented that “once in your blood, it always calls you back. It’s in the sand, the space, the people” …
The sand, the space and the people!
The sand – the red earth that characterizes the desert here! It was one of the first things we saw when we woke up the first morning. It reminds us of red desert of Arizona! And even the landscape and the terrain are the same as we know it from our holiday paradise. Already then we were falling in love with the Kalahari!
The space – in the middle of nowhere – you will find Orange River Hunting & Safari’s! With 20,000 acres of untamed nature, privately owned and managed with solid values for animal welfare and wildlife conservation. There is just a peace and tranquility to this place! A quietness that most of us desperately need for both body and soul. I just felt at home right away and fell in love with everything here – the peace, the surroundings, the animals and …
… the people! It is the people who completes this place and adventure. The way that they treat us, the way they treat each other! With respect for one another, for nature and game – the joy and hospitality we have met everywhere!
So yeah – I think the red desert of the Kalahari will keep calling us back for more! It’s under our skin now!
Walking and stalking in the beautiful desert
Blog posts from South Africa
Over the next weeks you will be able to read more blog posts from our adventure at Orange River Hunting & Safari’s. Right here on the blog. I will invite you into a Univers, that is just now unfolding itself in our hearts! A place, that I will be very happy to share with you.
Follow the blog and read about hunting, the amazingly beautiful animals that live her! And about the red desert of the Kalahari, about traditions, good food – and about a huge love for life!
Årh, den tur til Sydafrika har da virkelig fået hold i mig… Jeg havde ikke troet det trods flere “advarsler”, men jeg må bare give efter og erkende, at det er sandt! Når først man har fået Kalahari ind under huden, slipper den dig ikke bare lige igen!
Claus og jeg rejste til Orange River Hunting & Safari’s onsdag den 31. juli og kom tilbage til Viborg den 8. august. Det blev 5 hele dage i Sydafrika, som fuldstændig kravlede ind under huden på os begge. Det kom virkelig bag på mig, for indtil nu har Arizona været vores “ferie-helle”, vores antistress-sted på jorden, her hvor vi nyder bare at være. Men jeg må erkende, at det her sted i Sydafrika kravler helt op på siden af Arizona! Skal vi så bare bytte Arizona ud med Sydafrika nu eller hvad? Nej, det er ikke lige sådan jeg ser det – men Sydafrika bliver en ekstra helle i livet for os, det er der ingen tvivl om.
Morgensol over Kalahari
It always calls you back!
Da jeg for nylig postede et opslag på Instram og Facebook om, at Kalahari kalder, fik jeg et svar, der klinger rent ind hos mig. Hendrik Maritz, som er manager på Orange River Hunting & Safari’s “once in your blood, it always calls you back. It is in the sand, the space, the people”…
Sandet – den røde jord, som tegner ørkenen hernede! Det var noget af det første vi så, da vi vågnede første morgen… det minder os om Arizonas røde ørken! Og landskabet og terrænet er det samme, som vi kender fra vores ferieparadis. Allerede da var vi solgte!
Stedet – midt ude i ingenting – her ligger Orange River Hunting & Safari’s på 20.000 hektar utæmmet natur! Privatejet og ledet med solide værdier for dyrevelfærd og naturbevarelse. Her er RO, noget både krop og sjæl har brug for. Jeg blev med det samme betaget og forelsket i stedet – omgivelserne – dyrene og…
…menneskene! Det er dem, der slutter ringen. Deres måde at tage vare på stedet. Måden, de behandler hinanden på – der er respekt for naturen og for dyrene – og der er glæde og imødekommenhed blandt alle, vi har mødt.
Så ja – jeg tror også, Kalaharis røde ørken vil blive ved med at kalde os tilbage fra nu af.
Vandring og pürsch gennem den smukke røde ørken
Blogindlæg fra Sydafrika
Over de næste uger vil du kunne læse flere blogindlæg her på siden fra vores tur. Jeg kommer til at invitere dig med på et lille kig ind i et univers, som først nu har åbnet sig for os – og som vi så hjertens gerne deler med dig!
Følg med på bloggen og læs om jagt, om de smukke afrikanske dyr, om den røde jord og Kalaharis ørken, om traditioner, om god mad – og om kærlighed til livet!
Ja, det her er jo egentlig en fortsættelse af sidste “rigtige” blogindlæg. Dengang var Claus og jeg på vej til Samsø på bukkejagt, og det kom der jo en lille historie ud af!
Jeg advarer på forhånd om virkelig dårlige billeder! Det var en dag, hvor iPhonen og kameraet bare ikke var vores bedste venner… beklager!
Når alt bare er gråt i gråt fra vinduet på Samsøfærgen
Vi ankommer til Samsø i silende regn… Vi er fortrøstningsfulde, men også lidt ærgerlige over det rimeligt våde vejr. Mens vi kører fra havnelejet og til vores gode venner, Lone og Jens Jakob, ser vi rådyr ude på markerne. Humøret stiger med det samme og vi er super spændte!
Vi ankommer til gården og det er som altid dejligt, når man genser gode venner. Over frokosten bliver vi enige om, at vi starter med at køre lidt rundt og se på områderne, og så bliver resten af dagen bare ren hygge. God plan synes vi, da det fortsat ser ud som om himlen har åbnet alle sluserne.
Ud at se på terrænet
Efter en dejlig frokost og snak om alt, der er sket siden sidst, hopper vi alle 4 i bilen og kører ud på Jens Jakobs marker. Lige på den anden side af vejen, overfor deres hus, er en rabarbermark. Her ved de, der går en buk, og det går hårdt ud over rabarberne på marken. Ham vil Jens Jakob selv ud og kigge lidt efter i morgen.
På den anden side, ned mod vandet, er der et levende hegn med marker på begge sider – og vandet ude til højre. Gode muligheder, tænker jeg.
Rabarbermark i regnvejr…
Vi kører videre og ender med at køre ind på en mark et stykke fra deres hus. Ikke længe efter vi er kørt her ind, viser den første buk sig på marken. Vi stopper og holder helt stille – iagttager ham fra bilen og glæder os over at sidde her inde skærmet for regnen. Vi sætter igang igen og kører langsomt ind over marken. Bukken ser os, men bliver ikke rigtig skræmt. Han går stille væk og springer op over en høj skrænt og forsvinder ud af vores syn…
Efter at have brugt eftermiddagen på at se alle markerne, hvor vi kan sætte os i morgen, kører vi hjem igen og laver aftensmad. Mens vi sidder og hygger os, får et godt glas vin og glæder os til i morgen tidlig, lukker himlen sluserne i og efterlader en fugtig majaften – vi håber på sol i morgen.
Solen går ned inden alt for længe og inden vi går i seng, vil Claus og jeg lige gå en runde for at kigge på, hvor vi vil sætte os i morgen tidlig. Lone siger “tag nu riflen med” – men vi andre 3 siger næsten i munden på hinanden “der kommer jo ikke noget, når vi bare går rundt”… Så vi går uden!
2 smaldyr i billedet – et ualmindeligt utydeligt billede, altså! Beklager – der er ikke mange billeder fra i dag!
Tanketorsk og en drømmebuk!
Dumt… SÅ dumt, skulle den beslutning vise sig at være!!!
Klokken er nu lige knap 21 og solen går ned kl. 21.26. Vi går ned ad vejen, kigger mod højre mod det levende hegn, hvor jeg tænker at sætte mig i morgen tidlig. Vi skrår over vejen mod rabarbermarken og går ned ad en smal grussti, som fører ned til en lille sø. Vi kigger ind på rabarberne, som nu er på vores højre hånd bag en lille vold, nogle buske og små træer. Intet usædvanligt at se – vi går stille, men vi lister ikke!
Vi går forbi det levende hegn, som står i skel mellem Jens Jakobs mark og en mark, der ikke er hans. Jeg stopper brat op og siger “rå” – peger ned over marken, og vi ser nu begge to råen stå her. Vi bliver stående og kigger på hende, og pludselig kommer bukken frem! En stor flot buk som… vent – han halter da på det ene forben? Vi ser ham gå tilbage i det levende hegn – ind mod rabarbermarken!
Her står han – lige foran os på ganske kort afstand! Jeg tør slet ikke tage iPhonen op for at tage et billede, men Claus filmer lidt (ret utydelig video), så jeg har screendumpet et billede herfra.
Vi lister os afsted på tå – hen til rabarberne og kigger ind over den lille vold. Vi står/ligger helt stille og venter bag en busk. Der går godt 5 minutter og så kommer han til syne sammen med råen. Hun bliver stående for enden af rabarberne, mens han langsomt går op ad rækken – hen imod os! Han står stille engang imellem – skraber, kigger rundt – går lidt igen. Indtil han står for enden af rækken med rabarber… altså i vores ende! Her står han længe og skraber. Vi kan tydeligt se, det er hans venstre forben, den er gal med. Han halter, men – men der er ikke nogen synlig skade.
Nu er det for sent…
Vi kigger hurtigt på hinanden og vender øjnene mod himlen! RIFLERNE!!! Klokken er cirka 21.15… det vil tage os minimum 5 minutter hver vej! Selv hvis vi er hurtige OG stille, skal vi stadig være usædvanligt heldige, hvis han ikke er gået, når vi kommer tilbage. Det er jo en drømmebuk – stor og super flot opsats – og med den skade der tydeligt gør det svært for ham at gå, vil det være en selvfølgelighed at gå efter ham. Men her til aften må vi nøjes med at kigge. Øv øv og atter øv.
Råen er løbet med ham ud på den anden mark og lige som vi skal til at gå tilbage, ser vi endnu 3 dyr mellem rabarberrækkerne. Det ligner en rå og 2 smaldyr. Vi står igen HELT stille. De kan se os – eller de kan i hvert fald se NOGET. De står musestille og kigger lige hen imod os. Men eftersom vi bliver stående helt stille, bliver de mere afslappede efter nogle minutter. Vi står lidt og kigger på dem, inden vi går hjem – med en god historie i ærmet og et ærgrelsens suk rigere…
Billeder? Dem har vi ingen af… Vi tog lidt video, som jeg sætter ind her på siden – og et screenshot af noget af videoen. I må nøjes med den gode historie denne gang!
In the future I will try to make some of my blog posts in both Danish and English. Since my followers on Social Media AND on my blog are from all over the world, I will try to write something you all understand.
I hope I will be able to make some interesting writings, that will make you wanna look by once in a while 🙂
Ih altså – der er pt super travlt med at skrive artikler, jeg har været i Sydafrika og ja, så har jeg bare haft super travlt henover forår og sommer i år.
Jeg vil gøre mit bedste for igen at huske at få bloggen med i mine skrivetider 🙂
