Kategori: Diverse

Vi er på vores årlige rejse til Arizona og er på besøg hos gode venner. Vi ankommer om aftenen og sidder længe og snakker om, hvad livet har bragt det sidste år. Og så lægger vi planer for dagen efter, inden vi går i seng.

Vi skal ud og kalde efter coyotes – prærieulve. De er anset som et skadedyr her og derfor er det velset, at de jages. Coyotes er en mellemting mellem en ulv og en ræv i størrelse og den ligner mest en lille ulv, når man ser den. Vi er bundtrætte, da vi først er landet i Phoenix morgenen forinden, så vi går tidligt i seng, så vi er friske næste morgen. Vi kører dog først afsted ved 9-tiden… alt for sent – men vi var simpelthen ikke mentalt klar før.

Vi er klar – og selv hunden er klar!

Riflerne er pakket og klar, patroner kommer vi ikke til at mangle (blyfri, selvfølgelig), frokosten er med i køleboksen sammen med masser af vand. Hunden er klar! Hun sidder næsten ovenpå mig og sitrer, hun ved udmærket godt, hvad der skal ske! Faye er en tysk jagtterrier og hun er frygtløs! Jeg er også klar! Mega klar og jeg glæder mig til at prøve mine evner af. Indtil nu har jeg kun haft mulighed for at skyde harer og der er altså langt op til at skyde noget, der er større… så jeg håber, jeg har heldet med mig.

Vi starter med at køre ind og få et jagttegn til små dyr til mig. Det kræver bare legitimation og så er vi good to go! Vi kører en times tid og går til forskellige steder, hvor vi kalder. Der sker bare INTET!!! Det er nok for sent på morgenen, tænker vi. Engang imellem står Faye mere end klar, men slipper så opmærksomheden igen. Engang imellem hører vi coyotes hyle igen – men de kommer ikke ind.

Mit adrenalin kører bare konstant, fordi det hele er spændende. Fed (og tung) riffel (AR15 customized) med super optik (Burris 4-20x XTRII) og lyddæmper (Thunder Beast Ultra 7CB), en hund, der står klar til at løbe ud og skabe noget ballade, én til at holde øje i kikkerten og én til at afstandsbedømme for mig. Kan man ønske sig meget mere? JA – at de dersens coyotes så også vil komme frem!!! Og det gør de bare ikke… Først på eftermiddagen giver vi fortabt og kører hjem.

Slukøret og træt

Jeg er slukøret, men vi aftaler at køre ud før solopgang i morgen tidlig  for dér er der en meget større chance for, at de kommer!

Jeg er træt, møg støvet efter en halv dags vandring i sandkassen! Og vi går tidligt i seng, så vi er KLAR næste morgen.

Jeg kravler i det samme tøj som dagen før – når man har begrænset adgang til at vaske og har begrænset mængde af tøj med, økonomiserer man lidt (man=jeg).

Vi gnider søvnen ud af øjnene og gør os klar som dagen før. Det er lørdag morgen, solen er ikke stået op, ingen er stået op… Vi har madpakken med, nødder, snacks og masser af vand. Og så kører vi afsted igen, med fornyet håb og energi.

Vi stopper på vejen op i bjergene og ser solen stå op. Sikke et smukt syn! Jeg ELSKER naturen herovre. Arizona har – for mig – det hele… ørken, bjerge, planter og urter, skov, søer, uopdagede steder, og en vild natur… vi ser ALTID nye steder, selvom vi er “samme” sted hvert år, nu for 11. år i træk.

Vi er igang igen

Og så prøver vi ellers nye steder af her til morgen. Kalderen – en Fox Pro Caller – bliver prøvet af og vi sidder stille og venter… og venter… og venter… Nogen gang hører vi dem respondere, andre gange er der bare dødstille. Men ingen kommer ind! Jeg er frustreret! Claus er min evige støtte, som bare opmuntrer mig og tager en masse billeder. Scott er også frustreret – det er så sjældent han oplever, at der er så få coyoutes, der kommer ind. Faye er stadig helt på dupperne. Hun vimser rundt, frem og tilbage og fryser engang imellem, når hun ser eller hører noget. Men hun er også skuffet (hvis en hund kan være det)? Jeg gætter bare!

DÉR, DÉR, DÉR!!!

Pludselig ser jeg én! “DÉR”… hvisker jeg… “lige frem mellem træerne”… Claus måler – der er 230 meter derud… Står den stille, kan jeg godt få et skud ind, men jeg synes det er for langt – og Faye stryger afsted og så skal der ikke skydes. Ind bag træerne igen med Faye lige i halen på den – “NU ER DER TO”, hvisker jeg. Wooow, adrenalinen kører, mens jeg ser Faye drille de to coyotes for at forsøge at få dem provokeret nok til at følge efter hende tilbage. Og pludselig er de 3… der er 410 meter ud – alt for langt og Faye er derude. De forsvinder ind bag træerne igen. Vi sidder alle lidt uroligt og håber, Faye kommer helskindet ud igen. Vi skal ikke vente for længe, inden vi evt. skal ud og hjælpe hende. 3 coyotes mod en hund er lige i overkanten. Men pludselig kommer hun ud igen – de 3 er lige bag hende, men de lader hende slippe… ØV! Kujoner, tænker jeg! De skulle jo være løbet med tilbage, hvilket ville have givet mig muligheden.

Jeg er SÅ ærgerlig over, at vi ikke har billeder her fra! Og jeg ville ønske, at jeg kunne vise jer de billeder, jeg har for mit indre øje af hele situationen.

Vi giver ikke op – endnu!

Faye bliver lige inspiceret, og vi kan se, hun er blevet bidt bagest på kroppen og oppe ved nakken. Men hun er totalt upåvirket – hun er som skrevet en tysk jagtterrier og de er ikke bare frygtløse, men fuldstændig upåvirkede, når de er på arbejde. Vi bliver siddende lidt endnu og håber, de kommer ud igen – men desværre, kujonerne fortrak 🙂 Close, but no cigar!

Vi prøver flere andre steder af, men resultaterne er de samme – nedslående dårlige! Ingen coyotes kommer ind. Jeg har efterhånden svært ved at sidde stille ret længe af gangen… det er ved at være mange timer stillesiddende i ikke så fantastiske stillinger.

Præriehunde

Vi beslutter at køre et andet sted hen – og inden længe har jeg byttet riflen ud med en salonriffel og er klar til at skyde prairiedogs – præriehunde. Det er jo ikke hunde, men små gnavere. De ser så søde og uskyldige ud, men de underminerer totalt farmernes marker og laver massive ødelæggelser med deres huller i jorden. Det er skadedyr! Jeg tror, vi bedst kan sammenligne det med vores skadedyr i DK – rotten.

Her er det om muligt endnu vigtigere at bruge blyfri ammunition. Vi efterlader de dyr vi skyder til rovdyr og rovfugle, og for at undgå at skade dyr og natur, må vi selvfølgelig være bevidste om, hvad vi skyder med.

Personlige assistenter

Ja, jeg har jo – i dagens anledning fået to mandlige “assistenter” (host host) sørger for, at jeg bliver kørt hen til de gode steder. De spotter for mig, pejler mig ind på dem med hhv kikkert og Leica afstandsmåler. Jeg er nu “udstyret” med en kaliber .22, en Ruger 10/22 customized, Nordic Components chassis, Swarovski kikkert (kan ikke huske hvilken model), og en bunke selvtillid. Når jeg nu ikke kan få lov at få ram på en coyote, må jeg jo træne på de små her i stedet…

Og så går vi ellers igang. Første fuldtræffer er på 110 meter – det må siges at være ok med en .22 – jeg er i hvert fald tilfreds. Og Faye er lige ude og tjekke, at den nu også er død.

Og sådan går dagen, vi får hjulpet en del med reguleringen af præriehundene, men ikke regulering af prærieulvene. SÅ underligt, at navnene antyder, at det er næsten det samme! Den ene er i hundefamilien, den anden er i egernfamilien!!!

Hjemad

Vi kører hjemad igen – slukørede over, at vi ikke havde held i dag heller. Men vi nyder udsigten og køreturen, får talt om ALT det, vi har akkumuleret gennem det sidste år. De bedste venner er venner, som dem vi har her. Det er ukompliceret og udramatisk, og vi glider ind og ud af hinandens liv uden at det ødelægger relationerne og det nære forhold, vi har til hinanden. Jeg er vild med det!

Vi slutter søndagen af med burgere – selvfølgelig af vildtfars. Det er super lækkert og vi nyder aftenen med vores gode venner, inden vi alle bukker under af træthed. I morgen går turen tilbage til Flagstaff og Mormon Lake, hvor vores base i denne ferie er.

Skønne dage med gode venner, god mad og masser af cool legetøj! En KÆMPE tak skal lyde til vores gode venner og til min mand, som uden at klage bare hjælper alt det de kan, for at jeg kan få mine mindre jagtønsker opfyldt.

Kærlig hilsen
Freya

Wauw!!

Vi lander i Phoenix, Arizona i morges og kører nordpå til Flagstaff med det samme. Vi har nemlig en aftale om at mødes med gode venner til Overland Expo.

Overland Expo – Arizona

Overland Expo is a globally unique event that inspires 15,000+ people every year to get out and explore their world by vehicle or motorcycle. We present 300 session-hours of how-to classes and inspirational programs, and we offer North America’s most comprehensive shopping experience for adventure motorcycles, four-wheel-drive vehicles, campers, camping gear, and services.

Vi går rundt og nyder varmen! Shit, det er skønt at få gennemvarmet sin krop af den tørre varme, der er her i Arizona. Det er kæmpestort og vi er nødt til lige at orientere os på et kort, inden vi slipper os selv løs.

Evan Hill fra Hill People Gear – og Claus og mig (og hvis I undrer jer, så JA! Jeg har flækket en tand og fået den trukket ud (det er en helt anden historie og den involverer en riffel 🙂 ) – og jeg glæder mig, til den bliver lavet!)

Hill People Gear

Vi lærte Scot og Evan Hill at kende på en Hill People Gear Summercamp i 2014. Siden har vi holdt kontakten og vi har glædet os til at se dem igen. Det er dog kun Evan, der er her i år og vi får en lang og god snak om livets udfordringer og gaver. Og her står vi så og nyder solen noget tid og fanger minderne fra år tilbage. Claus har for længst bestilt de ting, vi har ønsket os fra Hill People Gear og Evan havde lovet at tage det med her på Overland Expo. Meeeen vores gode ven Scott har allerede været her og har taget det hele med, da han har misforstået, at vi skulle mødes her. Så på den finurlige vis fik vi andre til at transportere vores kasse 🙂 TAK!

Vi går rundt og kigger på det her kæmpe set-up, som Overland Expo er. WAUW det er stort! Her er alt for outdoor folket, lige fra små telte, telte til 4WD, 4WD i alle størrelser, campere og teardrops, knive, Garmin-ure, terrængående motorcykler,

Vi bliver enige om at lede efter nogle af vores andre gode venner, som vi ved også er her. Men hvor heldig skal man være for at finde dem et sted, hvor der er så mange tusinde mennesker? SÅ heldige, som vi er! Inden ret længe siger jeg til Claus “det er da Chris der går der”. Og ganske rigtigt, Chris går sammen med Mike (som jeg ikke har mødt endnu), lidt foran os. Så vi sniger os ind på dem og overrasker dem. Og så er stor glædeligt-gensyns-tid 🙂

Vi får vendt verdenssituationen godt og grundigt, og aftaler at mødes senere i vores ferie. Vi går rundt lidt længere, overvejer at købe både nye knive, nye drikkeflasker, ny bil og alt muligt. Men nøjes med at købe to patronholdere til riflerne hos Hill People Gear.

Og vi går fra Overland Expo fyldt op af indtryk fra outdoorbranchen og har hermed startet vores Arizona eventyr 2018 🙂

Kærlig hilsen
Freya

Ja, det er der mange, der spørger om? Jeg synes, der er MANGE grunde til, at jagt er naturligt og en rigtig måde at leve på (for mig).

Det er ikke fordi der er tradition for jagt i min familie. Jeg er faktisk den første jæger i familien, så langt jeg umiddelbart kan se tilbage i tiden. Men mine – og dine – forfædre var jægere og samlere. De levede i – og af – naturen, ligesom dyrene i naturen gør. De var en del af naturens cyklus.

Naturen som spisekammer

Jeg tænker, det er som at gå på et marked, hvor du finder dine grøntsager og frugter, fisk og måske også kød. Eller som at have en køkkenhave, hvor du selv dyrker de ting, du ønsker dig i dit eget kogeunivers. Ofte går vi og kigger på alt det smukke, der står i køkkenhaven eller ligger på markedet. Vi vurderer, hvad vi gerne vil have i vores mad, og hvad vi gerne vil sylte og henkoge til vinteren.

Jeg ser naturen – skovene og markerne – som et stort spisekammer. Her går jeg ud, kigger på al livet, på markerne, på bærrene, på blomsterne. Jeg plukker måske noget på min vej. Dyrene er der – harer, fasaner, rådyr, krondyr osv. De er alle så smukke at se på i deres eget univers og jeg NYDER at være i naturen og se på det, der lever i den. Naturens spisekammer er smukt og godt. Det er en del af livets cyklus, som det var for mange år siden. Jeg nyder at være her – hvert sekund i naturen er dyrebart. Og hver en ting, vi jager eller samler i naturen er dyrebart.

Ny jæger

Jeg har først taget mit jagttegn i 2017, så meget af det med at “walke the talk” er først nu ved at blive en realitet for mig. Til gengæld har jeg altid interesseret mig for at leve rent og sundt. Det var noget, min mor lærte os, allerede da vi var børn. Hun var meget bevidst om, hvordan vi levede og hvad vi puttede i os af mad. Økologi, biodynamik og hvad der ellers var af muligheder dengang.

Så efter i mange, mange år at have hevet kød op af køle- og frysediske – og meget ofte tænkt, at det var en forkert måde (for mig) at leve på – fik vi os endelig meldt på jagttegnskursus. Det var i 2014… men da min mand med kort varsel blev udsendt med Forsvaret, valgte vi at udskyde, fordi vi ønskede at tage jagttegnet sammen. Og så nåede vi hen til 2016, inden vi begyndte og til 2017, da vi fik vores jagttegn.

Hvordan bør vi leve?

Der er så megen snak om, at gå tilbage til fordums tiders livsstil. Nogle taler om stenalderkost og økologi. Andre taler om at leve vegetarisk eller vegansk for bl.a. at skåne miljøet eller for at værne om dyrevelfærd. Og jeg har respekt for både det ene og det andet. Jeg hører, hvad andre mennesker siger til mig – derfor behøver jeg ikke have den helt samme holdning.

Vi lever i en verden, hvor der er et stort fokus på, at produktionen af mad belaster vores miljø. Og vi lever i en verden, hvor vi har frihed til at vælge, hvordan vi ønsker at leve vores liv. Det er jo fantastisk at have de muligheder! For mig ligger respekten i, at vi hver især aktivt vælger, hvad der er rigtigt og værdifuldt for os. At man tager stilling og ved, hvorfor det er vigtigt for en selv.

Masser af mad i naturens eget spisekammer

Vi kan dyrke meget i vores egen køkkenhave. Vi kan høste frugter fra træerne og grave kartofler og gulerødder op af haven. Vi kan gå på jagt og selv hente vores kød i naturen. Vi kan have kyllinger og høns i haven, der lægger æg og bliver til lækker mad. Vi behøver efter min mening ikke hente frugter og grøntsager fra den anden ende af verden, køre slagtedyr afsted i store biler… Som med alt andet, så mener jeg, at vi bør høste af naturen med måde, hvad enten vi vælger den ene eller anden livsstil.

For mig er det ret simpelt. Jeg har ikke lyst til at leve som hverken vegetar eller veganer! Jeg kan godt li´ kød og for mig er det naturligt at spise kød. Jeg ønsker ikke at leve af den slags mad, der findes i kølediskene i dag og jeg har ikke meget til overs for kødindustrien. Jeg vil gerne se, hvor mit kød kommer fra… ligesom jeg gerne vil vide, at mine grøntsager og frugter er økologisk og bæredygtigt dyrket, så vidt det er muligt. Derfor er det for mig helt naturligt selv at gå ud og finde en del af min mad naturen. Det er en del af mit værdisæt.

Jeg vil gerne være selvforsynende.

Det har været en drøm for mig i mange år at være selvforsynende. At flytte ud på landet og leve af det, jeg kan dyrke og jage. Det er ikke en realitet på nuværende tidspunkt, men små skridt hen imod det mål tager mig langsomt derhen, hvor jeg ønsker at være. Jeg vil gerne kunne sætte god og nærende føde på bordet til vores børn og børnebørn, til vores familier og vores venner. Og jeg vil gerne kunne gøre det med god samvittighed. Derfor har jeg valgt at blive jæger.

Jeg ELSKER naturen. At gå på jagt og at gå ud og samle maden selv er også en del af at være i naturen. For mig er det at være jæger og samler en del af det, at være et naturmenneske. At være jæger handler for mig om at jage det, der kan spises og giver mening at jage. Jeg skyder ikke alt, jeg ser… jeg ser føden i naturen som en gave og jeg er ydmyg og taknemmelig for det, jeg får.

Andre årsager til at gå på jagt

Nogle jægere sætter stor pris på de jagttrofæer, de får gennem jagten. For nogen er det zebraer og gnuer – for andre er det pumaer og ræve (ikke flere nævnt, men ingen glemt). Nogle steder i verden er der alt for mange zebraer… mange steder ses pumaer som skadedyr… og nogle steder er der andre årsager til, at man kan gå på jagt efter trofæer af forskellige slags. For mig er det allervigtigste i denne form for jagt – at alt, hvad der skydes, bruges. Både kød og skind. Man skal ikke skyde for sjov efter min mening.

Men den slags jagt har jeg absolut også respekt for – det er blot ikke der, jeg personligt er som jæger og derfor heller ikke det, jeg vil skrive en masse om. Der kan helt sikkert skrives meget om det, og jægere, der tager på den slags jagter vil kunne fortælle meget mere om det. Det vil jeg lade være op til dem at gøre 🙂 Jeg ved ganske simpelt ikke nok til at kunne skrive om det. Måske jeg skal få en gæst på bloggen, der kan fortælle mig om det. Det vil jeg overveje.

Mit valg – og respekter mellem mennesker

Vi behøver ikke alle være enige – vi vælger selv, hvordan vi ønsker at leve vores liv – kødspiser, vegetar, jæger eller veganer… Uanset hvilket livssyn og madsyn vi har, bør vi respektere hinanden og tale ordentligt til hinanden. Jeg ser og hører så megen vrede, når nogen har andre synspunkter end dem selv – også ofte om mad. Find fred i, hvordan du selv ønsker at leve – og find fred med, at andre har valgt noget andet. Hvordan du vælger at leve dit liv – er dit valg. Ligesom den måde, jeg vælger at leve mit liv på – er mit valg.

Respekter mig og mine valg, som jeg respekterer dig og dine valg. Vær positiv og åben overfor dine medmennesker. Det kaldes næstekærlighed – og det går jeg ind for 🙂

Kærlig hilsen
Freya

Så kom lørdagen, hvor jeg skal til riffelprøve og jeg er super klar! Både fordi jeg har trænet rigtig meget, men også fordi jeg mentalt har forberedt intenst mig nogle dage forinden.

Det var jo egentlig meningen, at min mand og jeg skulle have været til riffelprøve sammen. Der har været ret meget tryghed forbundet med at gøre ting sammen med ham. Det er mest fordi jeg ikke har vidst SÅ meget om tingene på forhånd, og min mand har rimelig meget viden omkring det våbentekniske. Men da min mand er bortrejst i nogle uger, besluttede jeg mig for, at det her kan jeg godt selv klare!

Så jeg har været i skarp træning! Jeg har været på skydebanen selv – altså uden min mand. Jeg har skudt med både min egen riffel og med andre. Jeg har kigget på og rodet med ammunitionen, jeg har nørdet og jeg har simpelthen hygget mig så meget i processen!

Inden min mand tog afsted, var vi på skydebanen og på hjortebanen i Herning 2 gange. Jeg fik skudt riflen ind – og min mand hjalp mig… Og så tog han afsted!

Så nu måtte jeg jo selv klare den der riffelprøve

Jeg følte mig rigtig heldig, da min kollegas mand ringede til mig og spurgte, om jeg havde lyst til lige at komme ud og se Viborg Skytteforenings riffelskydebane, for så kunne jeg jo træne lidt der i stedet for at skulle køre til Herning. Jeg følte mig jo lidt mere “tryg” i Herning, fordi jeg havde været der 2 gange tidligere.

Så jeg takkede glad ja og kørte der ud med meget kort varsel første gang. Jeg havde ikke min egen riffel med, for jeg skulle jo bare lige se stedet – og han skulle alligevel derud og skyde sin riffel ind. Fint sted, tænkte jeg. Og ikke så grænseoverskridende som frygtet. ALT kan jo virke svært, til man har taget første skridt!

Så her kom jeg igen onsdagen efter, hvor jeg så havde min egen riffel med. Så kunne jeg lige øve mig et par timer inden den store dag med riffelprøve lørdag!

Og ja, jeg ved godt, jeg ikke har noget at brokke mig over, men der gik altså nørderi i den, men 36 patroner senere var jeg da ok tilfreds (mest fordi jeg ikke havde flere patroner med)…

Jeg tog hjem fra skydebanen med ro i maven og selvtilliden pudset af… nu kunne lørdag bare komme an! Så står den bare på tørtræning de næste dage!

Riffelprøve!

Lørdagen starter med, at jeg vågner af mig selv kl. 6.30 – 15 min. før vækkeuret ringer. Og jeg vågner med et stort smil på læberne 🙂 
Jeg har arbejdet helt sindssygt med mig selv de sidste 3 uger, mentalt og fysisk, så både pga det – og pga en god træning i onsdags er jeg KLAR til en fed dag!

Jeg bliver liggende lidt og siger nogle pæne ord til mig selv! Står op og laver mine morgenøvelser, mediterer med total visualisering af formiddagens riffelprøve!

Så…. what a day og NU er jeg klar – helt klar til både riffeljagt og hagljagt 🙂

Kærlig hilsen
Freya

Ja, jeg vil faktisk tillade mig at skrive, at jeg ved hvordan du består din teoriprøve 🙂

For at få jagttegn i Danmark, skal man bestå en teoriprøve og en praktisk prøve efterfulgt af en haglskydeprøve. Jeg afsluttede mit jagttegnskursus tirsdag den 6. april 2017. Og jeg var til min teoriprøve og den praktiske prøve den 20. april 2017 – se nedenfor.

Uanset, om du vælger at tage dit jagttegn på kort tid eller over længere tid, så er der en ting, du ikke kommer udenom! Du er nødt til at læse, lytte, se, prøve, mærke – og forstå! Nogen kan lære udenad, nogen skal terpe læsestof, nogen skal se tingene for sig, nogen skal quizzes. Vi lærer ikke alle på samme måde. Men mit helt simple bud på, hvordan du består teoriprøven er simpelthen ved at øve dig og træne!

Jeg er ikke nogen læsehest!

Mine tanker flyver – i øst og i vest, i syd og i nord – og når jeg har læst en side, er jeg nødt til at læse den igen, fordi jeg ikke aner, hvad jeg har læst. Der sker simpelthen for meget oveni knolden af mig, til at jeg bare kan sætte mig ned, stille og roligt – og læse og indlære.

For mig var det et langt jagttegnskursus, der skulle til. Hvor vi hver torsdag i flere måneder mødte ind og blev quizzet i jagttider, biologi, jagttider, skydeafstande, lovgivning, jagtvåben og ballistik, vildtkending, farver und so weiter und so fort! Jeg læste det jeg kunne – dvs. et par sider om dagen, stregede vildt og voldsomt i min læren bog – og øvede mig så i det, jeg læste.

Jagtappen

Jagtappen var nok prikken over i´et for mig. I dag hedder den DJ Vildt & Jagt og kan downloades i App Store. Mit bedste råd er at købe den, for her får du mulighed for at tage prøve på prøve på prøve. Med hånden på hjertet (ikke nu, for så kan jeg ikke skrive) – så var det det ALLERførste jeg gjorde, når jeg vågnede! Og jeg tog x antal prøver, indtil jeg bestod – hver morgen! Jeg tog et par stykker i løbet af dagen – og så var det det absolut sidste jeg lavede, inden jeg lukkede mine øjne igen. Og det blev sommetider sent, for jeg slukkede ikke, før jeg havde bestået! Og bestod jeg, kunne jeg måske gøre det LIDT bedre! Det var nok lidt li´som dem, der bliver lidt spilleafhængige, tror jeg. Jeg var lidt bims de måneder, for jeg var monster fokuseret og tænkte kun på jagtrelaterede spørgsmål.

Men reelt set er der i mine øjne ikke meget mere at sige om, hvordan du består din teoriprøve til jagttegn! Tag det seriøst, prioriter det og studer – på kort eller lang tid, vælg det, der fungerer for dig! Så er jeg ret sikker på, at du kommer gennem nåleøjet. GO FOR IT!!!

Min egen teoriprøve

Jeg var hamrende nervøs – det er jeg altid op til test og prøver! Det er noget, der er kommet til mig, efter jeg blev voksen. Det er VILDT irriterende, så det arbejder jeg på at blive kvit! Det fortæller jeg om i et blogindlæg om, hvordan du vender nervøsitet til begejstring! Det er der nemlig forsket i 🙂

Men min teoriprøve startede tidligt om morgenen. Min mand og jeg var til den allerførste jagtprøve her i Jylland (og vist endda i hele DK) den 20. april 2017. Vi havde valgt den, fordi det var i en lille jagtforening, der ligger meget tæt på, hvor vi bor, og fordi vi skulle på vores årlige sommerferie i Arizona. I 2017 skulle vi være væk i hele maj måned! Og vi ville selvfølgelig ikke vente, til vi kom hjem igen!

Tidligt op!

Jeg stod tidligt op, tog et par jagtprøver på appen og gik ned og mediterede. Det gør jeg faktisk som forberedelse til vigtige ting. Jeg så hele forløbet for mig: hvordan jeg fik prøven i hånden, hvordan jeg afleverede den – hvordan jeg bestod med max 2 fejl. Hvordan jeg gik ud og bestod min praktiske prøve bagefter. Jeg havde dog valgt, at teoriprøven var det vigtigste og den bare SKULLE bestås!

Så var jeg ved at være klar! Hentede haglgeværet og tørtrænede lidt, så jeg lige fik den sidste våbenhåndtering og -sikkerhed ind fra morgenstunden.

Og så afsted (da manden også var stået op, selvfølgelig). Jeg var rystende nervøs, men formåede at holde hovedet nogenlunde koldt. Min mave var i oprør og jeg forsøgte at styre hele mit vilde hoved med alle tankerne med min vejrtrækning. Det gik. Jeg bestod og havde kun én fejl. GLÆDE og stolthed!!!!

Det betød, at jeg kunne gå videre til den praktiske del af jagtprøven. Den fortæller jeg om i næste afsnit her på bloggen.

Herunder kan du læse helt kort om fakta for jagtprøven, fundet på Miljøstyrelsens hjemmeside.

 

Kort fakta om jagtprøven

Den skriftlige del af jagtprøven består af 40 spørgsmål, hvor man skal svare korrekt på mindst 36 for at bestå. Prøvetiden er på 30 minutter.

Under den praktiske prøve testes aspiranten i sikker våbenbetjening, herunder ved færdsel i terræn, afstandsbedømmelse af seks vildtfigurer (5 af 6 skal være korrekt), korrekt skydeteknik, herunder afgivelse af skud på fire lerduer.

Når man har fået sit jagttegn, skal man efterfølgende bestå en haglskydeprøve, før man kan få tilladelse til at gå på hagljagt. Når først haglskydeprøven er bestået, kan man gå til riffelprøve og buejagtprøve.

Kilde: http://mst.dk

Og… skulle du ikke bestå kan jeg kun sige: Det er ikke verdens undergang! Op på hesten igen og forbered dig godt til næst gang.

Kærlig hilsen
Freya

Hold nu kaje, hvor har jeg læst! Jeg har læst og læst og læst – og jeg har gjort mit ypperste for at lære og forstå teorien, for at få mit jagttegn. Det har ikke været “a walk in the park” at komme dertil, hvor jeg stod med mit jagttegn i hånden!

Der er delte meninger om online- og weekendjagtkurser. Jeg skal ikke vurdere dem, jeg kan ikke vurdere dem. Jeg ved, det ikke vil fungere for mig og derfor var det heller ikke det, jeg valgte. For mig er det vigtigt at lære over tid. At høre ting igen og igen, blive udfordret og læse op og ned i jagtbøger og på nettet.

Derfor valgte jeg et jagttegnskursus, som startede i oktober 2016 og sluttede i foråret 2017, hvor vi mødte ind hver torsdag fra kl. 19.00-21.45 (helligdage mm undtaget). Der var fællesskab, der var hygge, der var en skrap underviser med meget markante holdninger, som vi alle kom til at elske. Og vi lærte noget hver eneste torsdag. Vi fik lektier for – og vi blev hørt i dem! Vi blev testet og vi testede os selv. Der var tidspunkter, hvor jeg simpelthen ikke troede på, jeg nogensinde ville kunne huske det hele. Men jeg blev ved, jeg læste og jeg øvede og vi hørte hinanden i det her hjemme.

Heldigvis er der en super god jagt-app til telefonen. Vi udfyldte jagtprøver fra appen hver morgen, middag og aften og vi helmede ikke, før vi kunne svarene på spørgsmålene og kunne bestå jagtprøven på appen! Igen og igen…

Men du er ikke mig!

Du lærer helt sikkert ikke fuldstændig, som jeg gør. Vi er alle forskellige og vi har alle forskellige indlæringsmetoder og måder at huske på. Om du kan lære over et par weekender eller online er op til dig. Hvilken underviser eller undervisningsform, du skal have, for at du forstår teorien, ved kun du. Og netop derfor kan jeg ikke vurdere netop det for dig 🙂

Men det, jeg kan fortælle dig og det, jeg også har tænkt mig at fortælle dig er, hvad der rent faktisk skal til for at du består den teoretiske prøve, afstandsbedømmelse og haglskydeprøven og evt. riffelprøven! For det har intet at gøre med, hvordan du indlærer!

Der er nemlig kun EN ting, der virker!

Og det er ikke nogen stor hemmelighed! Jeg er ikke nogen pralerøv, der skal belære dig om noget som helst! Men ikke desto mindre har jeg oplevet jagttegnskursister til alle dele af nedenstående prøver, som kommer og ikke har trænet det, de bør – og det, de kunne.
Jeg skal selvfølgelig ikke udelukke naturtalenter, for de er der også! MEN…

For alle andre, der ikke er naturtalenter og har alt i deres hoved, når de har set det én gang, så er der kun EN ting, der virker!!! Og det er TRÆNING! Træning, træning, træning!

• Du kommer ikke igennem den teoretiske prøve uden træning!
• Du kommer ikke igennem afstandsbedømmelsen uden træning!
• Du kommer ikke igennem haglskydeprøven uden træning!
• Og du kommer heller ikke igennem riffelprøven uden træning!

Prioriter det, hvis du vil det! Det er ganske simpelt, det er enkelt – men jeg siger ikke, at det er let!

Hvis du vil læse om MINE tips, så følg med her på bloggen, for jeg laver et indlæg med hvert af ovenstående emner. Og jeg er ikke klogere end dig – eller også er jeg… for jeg ved, det kræver træning! Og de ting, der handler om netop træningen er egentlig ret universelle!

Så følg med, indlæggene er lige på trapperne 🙂

Kærlig hilsen
Freya

Velkommen til en lille præsentation af kvinden, som står bag Huntress.dk. Jeg skal skåne jer for den lange historie og holde mig til det, der er relevant for denne side.

Jeg er en naturkvinde – jeg ELSKER naturen, dyrene, planterne, fuglene, alle de finurlige ting ude i naturen. Sådan har jeg altid været. Allerede som barn legede jeg alene og med andre i skoven, jeg har spist af naturens store spisekammer. Det var både korn, roer, blommer, æbler, bær, mælkebøtter og hvad jeg ellers kunne finde. Jeg har leget ved åen, fanget små haletudser og leget alverdens lege ude i naturen.

Som voksen går jeg op i spiselige urter, æteriske olier, wilderness skills og sund kost. Alt sammen noget, der hører livet i naturen til. Det hører også til i naturen at jage. Dyr jager dyr og mennesker jager og samler også til føden, blandt andet bær, frugter og… dyr! Det er intet nyt fænomen. I dag er emnet jagt for mig endnu mere interessant end nogensinde før. Det vil jeg skrive noget om senere, men du kan læse mere om mine tanker i et senere blogindlæg.

Jeg er den første jæger i min familie

– og jeg har dermed ingen “fortid” med jagt eller nogen, jeg har kunnet lære af. Jeg har aldrig været med på en jagt i Danmark eller haft noget som helst at gøre med jagt eller jægere her hjemme, inden jeg besluttede mig for at “få” et jagttegn. Jeg er altså den første huntress i min familie! Det betyder også, at jeg ikke er farvet af, hvad man “bør” gøre… det ser jeg selv som en stor styrke, fordi jeg kommer ind uden “forudtagethed”.

Min interesse for jagt er kommet gennem vores rejser til Arizona i USA, hvor jeg har rejst sammen med min mand Claus i over 10 år. Min mand har stor erfaring indenfor outdoorlivet og wilderness skills og har været på en del kurser i Arizona. Vi har gennem årene fået et godt netværk i Arizona, som alle har relateret til wilderness og/eller jagt. Jeg har selv deltaget på eller været medhjælper på alle de kurser om overlevelse, wilderness skills, navigation, tracking, og kurser om æteriske olier, ayurveda, spiselige planter og hvad der ellers har budt sig, siden vores første rejse til Arizona i 2008.

Min første hare

Det var på et “Knife only” kursus i 2014, hvor vi var med som medhjælpere, at jeg fik muligheden for at skyde min første hare. Claus og jeg gik ud mega tidligt om morgenen, jeg havde lånt en god vens Ruger 10/22. Og jeg vendte tilbage til lejren med en skudt hare, da kursisterne var ved at være klar til at spise morgenmad! Sikke en oplevelse. Jeg var pavestolt og fik selv fornøjelsen af at flå den og skære kødet af.

Der stod jeg som eneste kvinde på kurset med en flok af “store voksne” mænd med deres store knive, som de ikke anede, hvad de skulle bruge til, for at se mig over skulderen, da jeg skulle flå den. Det havde de nemlig ikke selv prøvet – jeg sagde ikke, at det var min første gang! Jeg holdt min latter inde, til kurset var slut – hold nu op en oplevelse, og hold nu op, et tilløb for at se min hare! Det var måske den dag, huntress Freya blev til!

Siden det år har jeg skudt hvert år på vores ferie i Arizona. Harer og præriehunde er det blevet til – og en hel masse skydetræning. Så over årene er jeg blevet bidt af det og derfor var det en selvfølge, at jeg også skulle have et jagttegn.

Min mand havde heller ikke jagttegn. Selvom han har været i Forsvaret i over 30 år, haft masser af skydetræning, så skulle han igennem det samme som mig. Det var en fornøjelse at tage jagttegnet med ham og nu er vi klar til en ny jagtsæson 2018.

For mig er det vigtigt, at det kød jeg spiser kommer fra dyr, jeg tror har haft det godt. Det gør jeg blandt andet ved at være jæger. Mit jagttegn har været længe ønsket og jeg GLÆDER mig til en spritny jagtsæson.

Du behøver ikke være enig med mig!

Det her er min blog og jeg skriver om det, der er vigtigt for mig. Jeg ved godt, jeg ikke kan forvente, at alle er enige med mig i mine synspunkter. Men jeg forventer faktisk, at vi som voksne mennesker respekterer hinanden, uanset hvilket syn vi har på livet. Det her er en livsstil JEG har valgt – fordi jeg føler, den er tættest på de værdier jeg har i livet. Det vil jeg bede dig respektere, ligesom jeg respekterer dig for dem du har.

Vil du læse om tankerne bag Huntress.dk, kan du læse her.

Kærlig hilsen
Freya

Sådan tænkte jeg allerede tilbage i 2013, hvor jeg meldte min mand og mig til jagttegnskursus, for NU skulle vi altså ha´ det jagttegn! Men Claus blev udsendt og jeg syntes det var lidt øv at skulle tage jagttegn uden ham.

Vi hørte godt nok, at det i mellemtiden var blevet sværere at erhverve sig jagttegn, men det var ikke nok til at afskrække os, så derfor mødte vi op til vores første jagttegnsaften den 27. oktober 2016 på førstesalen hos JAFI i Viborg.

Kurt Pedersen – en oplevelse i sig selv

Vores underviser hed Kurt og er en gammel rotte indenfor alt, hvad der har med jagt at gøre. Han har undervist i 47 år og det her hold bliver det absolut sidste! Så vil han ikke mere.

Det blev hurtigt tydeligt, at han er en bestemt herre, der har sine meninger om alt, hvad der har med jagt at gøre. Det var super fedt at møde en så dedikeret jæger og underviser.

Så var vi i gang og en ny rejse begyndte med vores start på jagttegnskurset. Gad vide, hvad det hele udvikler sig til? Jeg er ikke kendt for at gøre noget halvt, hvilket hele min familie kan skrive under på!

Kærlig hilsen
Freya