En dag i det nordlige Arizona – på jagt efter coyotes…

Vi er på vores årlige rejse til Arizona og er på besøg hos gode venner. Vi ankommer om aftenen og sidder længe og snakker om, hvad livet har bragt det sidste år. Og så lægger vi planer for dagen efter, inden vi går i seng.

Vi skal ud og kalde efter coyotes – prærieulve. De er anset som et skadedyr her og derfor er det velset, at de jages. Coyotes er en mellemting mellem en ulv og en ræv i størrelse og den ligner mest en lille ulv, når man ser den. Vi er bundtrætte, da vi først er landet i Phoenix morgenen forinden, så vi går tidligt i seng, så vi er friske næste morgen. Vi kører dog først afsted ved 9-tiden… alt for sent – men vi var simpelthen ikke mentalt klar før.

Vi er klar – og selv hunden er klar!

Riflerne er pakket og klar, patroner kommer vi ikke til at mangle (blyfri, selvfølgelig), frokosten er med i køleboksen sammen med masser af vand. Hunden er klar! Hun sidder næsten ovenpå mig og sitrer, hun ved udmærket godt, hvad der skal ske! Faye er en tysk jagtterrier og hun er frygtløs! Jeg er også klar! Mega klar og jeg glæder mig til at prøve mine evner af. Indtil nu har jeg kun haft mulighed for at skyde harer og der er altså langt op til at skyde noget, der er større… så jeg håber, jeg har heldet med mig.

Vi starter med at køre ind og få et jagttegn til små dyr til mig. Det kræver bare legitimation og så er vi good to go! Vi kører en times tid og går til forskellige steder, hvor vi kalder. Der sker bare INTET!!! Det er nok for sent på morgenen, tænker vi. Engang imellem står Faye mere end klar, men slipper så opmærksomheden igen. Engang imellem hører vi coyotes hyle igen – men de kommer ikke ind.

Koncentration fra pigerne på “holdet”

Mit adrenalin kører bare konstant, fordi det hele er spændende. Fed (og tung) riffel (AR15 customized) med super optik (Burris 4-20x XTRII) og lyddæmper (Thunder Beast Ultra 7CB), en hund, der står klar til at løbe ud og skabe noget ballade, én til at holde øje i kikkerten og én til at afstandsbedømme for mig. Kan man ønske sig meget mere? JA – at de dersens coyotes så også vil komme frem!!! Og det gør de bare ikke… Først på eftermiddagen giver vi fortabt og kører hjem.

Slukøret og træt

Jeg er slukøret, men vi aftaler at køre ud før solopgang i morgen tidlig  for dér er der en meget større chance for, at de kommer!

Jeg er træt, møg støvet efter en halv dags vandring i sandkassen! Og vi går tidligt i seng, så vi er KLAR næste morgen.

Jeg kravler i det samme tøj som dagen før – når man har begrænset adgang til at vaske og har begrænset mængde af tøj med, økonomiserer man lidt (man=jeg).

Vi gnider søvnen ud af øjnene og gør os klar som dagen før. Det er lørdag morgen, solen er ikke stået op, ingen er stået op… Vi har madpakken med, nødder, snacks og masser af vand. Og så kører vi afsted igen, med fornyet håb og energi.

Vi stopper på vejen op i bjergene og ser solen stå op. Sikke et smukt syn! Jeg ELSKER naturen herovre. Arizona har – for mig – det hele… ørken, bjerge, planter og urter, skov, søer, uopdagede steder, og en vild natur… vi ser ALTID nye steder, selvom vi er “samme” sted hvert år, nu for 11. år i træk.

Vi er igang igen

Og så prøver vi ellers nye steder af her til morgen. Kalderen – en Fox Pro Caller – bliver prøvet af og vi sidder stille og venter… og venter… og venter… Nogen gang hører vi dem respondere, andre gange er der bare dødstille. Men ingen kommer ind! Jeg er frustreret! Claus er min evige støtte, som bare opmuntrer mig og tager en masse billeder. Scott er også frustreret – det er så sjældent han oplever, at der er så få coyoutes, der kommer ind. Faye er stadig helt på dupperne. Hun vimser rundt, frem og tilbage og fryser engang imellem, når hun ser eller hører noget. Men hun er også skuffet (hvis en hund kan være det)? Jeg gætter bare!

DÉR, DÉR, DÉR!!!

Pludselig ser jeg én! “DÉR”… hvisker jeg… “lige frem mellem træerne”… Claus måler – der er 230 meter derud… Står den stille, kan jeg godt få et skud ind, men jeg synes det er for langt – og Faye stryger afsted og så skal der ikke skydes. Ind bag træerne igen med Faye lige i halen på den – “NU ER DER TO”, hvisker jeg. Wooow, adrenalinen kører, mens jeg ser Faye drille de to coyotes for at forsøge at få dem provokeret nok til at følge efter hende tilbage. Og pludselig er de 3… der er 410 meter ud – alt for langt og Faye er derude. De forsvinder ind bag træerne igen. Vi sidder alle lidt uroligt og håber, Faye kommer helskindet ud igen. Vi skal ikke vente for længe, inden vi evt. skal ud og hjælpe hende. 3 coyotes mod en hund er lige i overkanten. Men pludselig kommer hun ud igen – de 3 er lige bag hende, men de lader hende slippe… ØV! Kujoner, tænker jeg! De skulle jo være løbet med tilbage, hvilket ville have givet mig muligheden.

Jeg er SÅ ærgerlig over, at vi ikke har billeder her fra! Og jeg ville ønske, at jeg kunne vise jer de billeder, jeg har for mit indre øje af hele situationen.

Vi giver ikke op – endnu!

Faye bliver lige inspiceret, og vi kan se, hun er blevet bidt bagest på kroppen og oppe ved nakken. Men hun er totalt upåvirket – hun er som skrevet en tysk jagtterrier og de er ikke bare frygtløse, men fuldstændig upåvirkede, når de er på arbejde. Vi bliver siddende lidt endnu og håber, de kommer ud igen – men desværre, kujonerne fortrak 🙂 Close, but no cigar!

Vi prøver flere andre steder af, men resultaterne er de samme – nedslående dårlige! Ingen coyotes kommer ind. Jeg har efterhånden svært ved at sidde stille ret længe af gangen… det er ved at være mange timer stillesiddende i ikke så fantastiske stillinger.

Venter

Præriehunde

Vi beslutter at køre et andet sted hen – og inden længe har jeg byttet riflen ud med en salonriffel og er klar til at skyde prairiedogs – præriehunde. Det er jo ikke hunde, men små gnavere. De ser så søde og uskyldige ud, men de underminerer totalt farmernes marker og laver massive ødelæggelser med deres huller i jorden. Det er skadedyr! Jeg tror, vi bedst kan sammenligne det med vores skadedyr i DK – rotten.

Sådan ser det ud, når præriehunde har været på spil. Det er svært at se størrelsen af hullet, men det er nok ca. 4-5 meter på den lange led… Farven tjah, sådan ser det ud, når de trænger til regn i Arizona…

Her er det om muligt endnu vigtigere at bruge blyfri ammunition. Vi efterlader de dyr vi skyder til rovdyr og rovfugle, og for at undgå at skade dyr og natur, må vi selvfølgelig være bevidste om, hvad vi skyder med.

Personlige assistenter

Ja, jeg har jo – i dagens anledning fået to mandlige “assistenter” (host host) sørger for, at jeg bliver kørt hen til de gode steder. De spotter for mig, pejler mig ind på dem med hhv kikkert og Leica afstandsmåler. Jeg er nu “udstyret” med en kaliber .22, en Ruger 10/22 customized, Nordic Components chassis, Swarovski kikkert (kan ikke huske hvilken model), og en bunke selvtillid. Når jeg nu ikke kan få lov at få ram på en coyote, må jeg jo træne på de små her i stedet…

Og så går vi ellers igang. Første fuldtræffer er på 110 meter – det må siges at være ok med en .22 – jeg er i hvert fald tilfreds. Og Faye er lige ude og tjekke, at den nu også er død.

Faye tjekker lige ud, om den nu også er død… Beklager, hvis det ser lidt makabert ud… but that´t life – or death – of a prairie dog!

Og sådan går dagen, vi får hjulpet en del med reguleringen af præriehundene, men ikke regulering af prærieulvene. SÅ underligt, at navnene antyder, at det er næsten det samme! Den ene er i hundefamilien, den anden er i egernfamilien!!!

Hjemad

Vi kører hjemad igen – slukørede over, at vi ikke havde held i dag heller. Men vi nyder udsigten og køreturen, får talt om ALT det, vi har akkumuleret gennem det sidste år. De bedste venner er venner, som dem vi har her. Det er ukompliceret og udramatisk, og vi glider ind og ud af hinandens liv uden at det ødelægger relationerne og det nære forhold, vi har til hinanden. Jeg er vild med det!

Vi slutter søndagen af med burgere – selvfølgelig af vildtfars. Det er super lækkert og vi nyder aftenen med vores gode venner, inden vi alle bukker under af træthed. I morgen går turen tilbage til Flagstaff og Mormon Lake, hvor vores base i denne ferie er.

Skønne dage med gode venner, god mad og masser af cool legetøj! En KÆMPE tak skal lyde til vores gode venner og til min mand, som uden at klage bare hjælper alt det de kan, for at jeg kan få mine mindre jagtønsker opfyldt.

Udsigten på hjemturen nydes

Kærlig hilsen
Freya