Blyfri jagt

Jeg vælger blyfri for sundhedens og naturens skyld! Fordi det betyder noget, hvad jeg serverer for mig selv og mine kære. Og jeg vælger blyfri jagt, fordi det gør en forskel for naturen!

Mine tanker omkring bly/blyfri ammunition har to ben. Det ene handler om min og mine kæres sundhed, det andet handler om det, vi efterlader i naturen!

Når naturen og min families sundhed er så vigtig for mig – så betyder det også, at jeg er nødt til at se på, hvad jeg skyder med og hvad jeg efterlader i naturen. Jagt med bly har været almindeligt brugt i mange, mange år. Men vi ved også, at bly er farligt at indtage for både mennesker og dyr – og alligevel jager vi med bly? Det er en selvmodsigelse, set med mine øjne.

Bedst for mig og mine kære…

Jeg kommer ind i jagtverdenen uden et forudindtaget sind. Jeg har ingen politisk agenda og er ikke ”fedtet ind” i, hvad ”man” plejer at gøre.

Jeg har f.eks. ikke lært af mine forældre eller anden familie, hvad jeg ”bør” gøre, hvad jeg ”bør mene” og hvad jeg ”bør” anvende af jagtammunition. Jeg har muligheden for at se det hele med helt nøgterne øjne – og det gør jeg! Og derfor tager jeg stilling til, hvad jeg ønsker at efterlade i naturen. Og jeg tager stilling til, hvad jeg ønsker at føde mig selv, mine børn og mine børnebørn med! Jeg køber også gerne økologi, fordi jeg ikke er vild med at indtage sprøjtegifte. jeg vil gerne, at vi får så rent mad som muligt, hvis jeg skal bestemme (og det skal jeg i hvert fald i mit eget hjem)!

Jeg er generelt er ret skarp på, hvad jeg ønsker at spise og give mine børn og børnebørn. Derfor har jeg også en holdning til, at jeg ikke ønsker at skyde dyr med skadeligt bly og give det til mine kære!

One shot – one kill?

Ja, de fleste af os behøver kun – og ønsker kun at bruge – ét skud for at nedlægge et dyr. Men hvad med det, vi efterlader i naturen, når vi brækker dyret, inden vi drager hjem med det? Ofte efterlades næringsholdig indmad til gavn for fugle og skovens rovdyr. Men lader vi blyholdige efterladenskaber ligge, er det ikke sikkert vi kun får “one kill”. Risikoen for at vi sender bly videre ud i fødekæden er stor. Det er efter min mening en udfordring, uanset hvordan vi vender og drejer det.

Jeg vælger blyfri for sundhedens og naturens skyld!

Mit valg er blyfrit

Jeg vælger en blyfri løsning og ønsker at flere vil gøre det samme – blyfri for sundhedens og naturens skyld!

Ofte ved vi ikke nok til at kunne tage en beslutning! Vi lader os “inspirere” af, hvad andre siger uden selv at have prøvet at skyde med blyfri ammunition, som i dag er lige så nøjagtig på de afstande, de fleste jægere skyder på.

Vi har skudt og nedlagt dyr fra 70 til 350 meter med blyfri ammunition – og ét skud. Den blyfri ammunition, vi har adgang til i dag er akkurat og med mindre du ønsker at skyde virkelig langt jagtmæssigt, så kan blyfri ammunition dække dine behov i dag!

At indskyde riflen med blyfri ammunition tager lige så lang eller kort tid som at skifte fra et ammunitionsmærke til et andet. Giv det tid – giv det en ærlig chance!

Blyfri jagt vil du komme til at læse mere om her på bloggen. Jeg håber selvfølgelig, du har lyst til at læse med.